mandag den 27. juni 2011

Et brud





(via jegushi)
´



Tillid er det vigtigeste i et forhold.

Selv ikke kærlighed kan erstatte de sidste otte bogstaver i ordet.















søndag den 26. juni 2011

Det er ikke nok.

Tænk at to mennesker, i så ung en alder, skal opleve en så stor tragedie at være ubetinget forelsket i hinanden men aldrig kan få det til at fungere, så derfor forlader de hinanden med kun det mål om at glemme.

Gid man kunne få medicin mod kærlighed.

fredag den 3. juni 2011

NOVELLE - L&R FORLAG

Heeeeeeeeeeeeeeej alle dejlige sommermennesker.

- Her er den ene af de to noveller, jeg sendte ind til L&R forlaget. flæxxxxx

Lise

Jeg kendte en pige som ingen andre. Hun bar et af de mest almene navne, og alligevel var der kun én af hende ud af hele verdens befolkning.  Hendes hår var gyldent som sommerens solskinsstråler og kinderne røde som nyplukkede æbler. Lemmerne var slanke, huden perlemorehvid og fingrene smalle. Hun var et væsen med så stor en skønhed, at folk spekulerede over, om hun nu også var en af dem.
Da hun var nyfødt, og jeg holdte hende indtil mig for første gang, vidste jeg allerede der, at hun var anderledes. Hendes hånd havde strammet om min ringfinger med min vielsesring, jeg havde fået af hendes afdøde fader, og da hun fik ordentligt fat, forsøgte hun på at rive den af. Dette blev en handling som blev gentaget hver gang, jeg holdte hende tæt, indtil hun begyndte at gå i skole.  Da hun begyndte at gå i skole, begyndte hun at tage afstand til mig. Jeg prøvede at snakke med hende om det, men hver gang så hendes store, sorte øjne kolde på mig. Dem snakkede folk altid om – øjnene. Hun var så lys, at hun var på grænsen til at blive kaldt en albino, og så havde hun disse to, store, mærkværdige, sorte øjne. De var bestemt ikke grimme, men der var alligevel noget frygteligt eller nærmere frygtindgydende ved dem. Det var sjældent, at de udstrålede varme, og endnu mere sjældent, at de udstrålede sorg. De var bare som en stor, høj, sort og kold mur. Nogle gange havde jeg drømt, at jeg kunne krybe ind i øjnene på hende og vælte den sorte mur, og når det var gjort, ville to, lykkelige, krystal blå øjne stirre frem i stedet. Men det var jo også bare en drøm.

Da hun blev ældre, holdte hun op med at komme hjem efter skole, og når hun endelig gjorde, ringede hendes veninder og venner altid på vores hoveddør. Jeg måtte hverken åbne for dem og sige, at de skulle gå eller byde dem indenfor. Jeg skulle bare lade som om, de ikke var der. Og det gjorde jeg så, og aldrig, ikke bare en eneste gang, lukkede hun nogen af dem ind.  Men en dag, da jeg var på vej ud for at handle, stod der en dreng foran vores havelåge. Hans hår var mørkebrunt og pjusket, og hans øjne gyldenbrune med et grønligt skær. Han havde bedende kigget på mig, inden han langsomt havde slået tænderne fra hinanden for at tale. ”Jeg bliver nød til at snakke med hende, frue,” havde han hvisket. Hans hænder var begravet i hans bukselommer, men alligevel kunne man se gennem stoffet, at de var knyttede. ”Forstår De,” fortsatte han efter et stykke tid, ”jeg er forelsket i hende, frue. I Deres datter.” Og da jeg ville vende omkring for at åbne hoveddøren igen og kalde på hende, gik låsen i. Og nøglen lå derinde.
”Lise,” havde jeg sagt i et forsøg på både at lyde myndig og kærlig på en gang. ”Luk mig ind.” Døren var forblevet lukket, og jeg endte med at sidde på trappetrinet med drengen, der var forelsket i min datter for at dele en smøg. Tavsheden havde varet i adskillige minutter, før drengen igen begyndte at tale. ”Jeg mødte hende på rampen,” begyndte han og så undersøgende på mig, hvorefter han lænede sig tilbage mod rækværket og svandt hen i mindet.”Hun sad på muren og kiggede på mig, mens hun delte en smøg med en veninde.” Han skoddede smøgen og trak en ny frem af et lille sølvetui. ”Allerede der vidste jeg, at hun var speciel.” Han smilede frem for sig og kiggede på mig. ”Men det ved De nok mere om, end jeg gør. De er trods alt hendes moder.” Den kendsgerning, at drengen, der sad ved siden af mig, som min datter tydeligvis ikke ville kendes ved, kendte mere til hende, end jeg, hendes moder, selv gjorde, føltes som en syngende, flad lussing. Jeg havde trukket på skuldrene og lukket øjnene.
 ”Og hvad skete der derefter?” havde jeg spurgt.
”Jeg gik hen til hende, og hun spurgte mig, om jeg ville kysse hende. Så det gjorde jeg.” Han så lidt på mig for at sikre sig, at jeg ikke blev forarget. I stedet kiggede jeg lige ud i luften, mens jeg forstillede mig scenen. ”Hun kom igen dagen efter, og vi kyssede igen. Og jeg blev forelsket, frue. Og det kunne hun mærke, og derefter kom hun aldrig igen.”
Da smøgen var røget færdig, rejste jeg mig for at gå ud at handle. Drengen havde fulgt mig ned til supermarkedet uden at fortrække en mine. Han havde kørt vognen for mig, mens jeg handlede, og da jeg skulle hjem, havde han båret vareposerne. Jeg havde ikke protesteret. Da vi igen stod på trappetrinet, havde han set på mig med sine store øjne. ”Jeg beder dem, frue. Vær sød at snakke med hende.” Han havde lagt hovedet på skrå, bøjet sig frem og blidt presset sine læber mod mine. Da han var væk, brændte en usynlig ild på mine læber. Og da jeg vendte mig om, var døren ikke længere låst.

Jeg sad tit i køkkenet med mad til to og ventede på, at hun skulle komme ned og spise. Og når hun endelig kom, skete det ofte, at hun gik lige igennem køkkenet, åbnede hoveddøren og forsvandt uden at ænse mig eller maden. Så måtte jeg spise alene.  Jeg var ensom – det måtte jeg indrømme, og pludselig en dag, ringede det på døren, efter hun var taget i byen, og to piger og en dreng stod udenfor. Jeg havde aldrig åbnet hoveddøren for nogle af hendes venner før, så jeg forholdte mig tavs for at se, hvad de ville. ”Hej,” sagde den ene af pigerne. Hun var rødhåret og havde små, blå øjne. Ganske køn på sin helt egen unikke måde. Jeg havde nikket, og de havde sagt, at de gerne ville have Sara med i byen. ”Sara?” havde jeg spørgende spurgt. ”Hvem er det?”
”Din datter selvfølgelig,” havde de leet.
”Min datter hedder ikke Sara,” havde jeg sagt, men de blev bare ved med at grine. ”Hun hedder Lise! Lise, hedder hun!” råbte jeg, og så smækkede jeg hoveddøren i igen og gled ned af døren med armene om mig selv. ”Lise, Lise, Lise …” blev jeg ved med at hviske. ”Hun hedder Lise. Lise, min lille pige.”

Mange uger gik, hvor jeg ikke så noget til hende. Min datter. Hun kom sjældent i vor hus, og jeg spekulerede på, hvor hun sov, når hun ikke kom hjem om natten. Jeg spekulerede over, om jeg som hendes moder ikke burde tale med hende omkring menstruation, sex og alkohol, selvom jeg vidste, at det for længst var et uddebatteret emne. Og jeg spekulerede over, om hun overhovedet kunne lide mig. At hun elskede mig var for meget at håbe på, og det fik mig næsten til at le. Hvem kunne elske sin moder, hvis hun ikke kendte til andet end ens navn og måske ikke engang det.
Hun var braset ned i køkkenet en morgen for at tage cornflakesene ud af skabet, som ikke var blevet rørt i utallige uger. Jeg havde siddet oppe det meste af natten for at få et glimt af hende, når hun forlod huset, men her sad hun på stolen overfor mig. ”Hedder du Sara?” havde jeg spurgt, hvorefter jeg skænkede resten af rødvinen fra en nu tom flaske op i mit vinglas. Hun havde kigget på mig et kort øjeblik, hvorefter hun skubbede sig væk fra bordet og rejste sig.
”Kan det ikke være lige meget? Hedder du måske mor?” Igen forsvandt hun ud af hoveddøren, og efterlod mig tilbage med hovedet begravet i hænderne.

To dage senere ringede det på døren, og da jeg åbnede, var det kun for at råbe, at hun ikke hed Sara. I stedet stod han der - drengen med det pjuskede, mørkebrune hår, og de gyldenbrune øjne med det grønne skær.  Han havde en rose i hånden men ellers ingenting. ”Goddag, frue,” havde han hilst. ”Må jeg komme indenfor?” Selvfølgelig lukkede jeg ham indenfor. Jeg var ensom, forladt og træt, og hvis en dreng, der var så høflig som han og gad tiltale mig som frue, så lukkede jeg ham med glæde ind. Bornholmeruret havde tikket tungt og gjort os opmærksom på, at tiden gik, mens vi spiste af de kiks, jeg havde stillet frem på spisebordet. ”Jeg har ikke snakket med hende,” sagde jeg efter et stykke tid, mens jeg stillede rosen i vand.
”Hvorfor ikke?” Han spurgte mig, om han måtte ryge herinde, og jeg nikkede, selvom jeg altid havde været i mod rygning indendørs. Hvad skader en enkel gang, tænkte jeg.
”Hun har ikke været herhjemme,” løj jeg.
Da jeg vendte omkring, stod han lige foran mig. ”De lyver,” hviskede han. ”Hvad skal jeg gøre for, at De snakker med hende?”
Jeg havde i lang tid overvejet, hvad hans betaling skulle være, da jeg til sidst kom frem til den rette konklusion. ”Du skal lære mig min datter at kende.”
”Deres datter?” Han havde i et øjeblik kigget granskende på mig, men så smilede han roligt. ”På hvilke måder?” spurgte han.
”På alle,” havde jeg svaret, og derefter begyndte lektionerne.

Han kom hver weekend, hvor jeg vidste, at jeg var alene, da det var der, hvor hun oftest var væk. Han fortalte mig alt, hvad han vidste om hende. Hvad hun blev tiltrukket af, hvordan hun snakkede, og hvordan hun behandlede sin omgangskreds. Han snakkede om de typer, hun var sammen med, om hvordan han havde hørt, hun klarede sig i skolen, og om hvordan han selv troede, hun klarede sig. ”Deres datter er en meget intelligent pige,” forsikrede han mig. ”Hun viser det bare kun, når hun har lyst.” Han fortalte i detaljer, hvordan hun var klædt på, hvordan han og hende havde snakket og kysset, og hvordan drengene hang efter hende i lange stimer.”Hvis De åbner dørene lidt oftere, når folk ringer på, frue, så vil De støde på en masse drenge ligesom mig.” Så det gjorde vi sammen, hver gang det ringede på døren. Og sandt var, hvad han sagde. Den ene gang stod der en rødhåret dreng med grønne øjne og hed Christian, den næste gang en mulat med afrohår, der hed Michel og næste gang igen en dreng, der hed Oliver, der havde lyst, krøllet hår og krystalklare øjne. Endnu flere ringede på, og de var alle sammen forelskede i hende og ville lukkes ind, men kun en blev lukket ind, og det var drengen med det mørkebrune, pjuskede hår, og de gyldenbrune øjne med det grønlige skær.
”Hvad hedder du egentlig?” spurgte jeg den tredje weekend, hvor han kom til mig.
”Er De sikker på, at De vil vide det, miss? Tror De ikke, det vil ødelægge spændingen ved at kende til min identitet?” Så jeg holdte op med at stille spørgsmål til ham, men rettede dem i stedet mod datteren, som aftalen var. En lørdag eftermiddag kiggede han på mig. ”Nu har jeg fortalt Dem alt, hvad jeg ved.” Han smilede uden at vise tænderne, som var det ikke værd at være glad for.
”Er det så slut?” Jeg var selv sørgelig over, at hans besøgstider var forbi.
”Måske,” hviskede han. ”Jeg kan også vise dig, hvad jeg ved om hende.” Han havde lænet sig frem igen og kysset mine tørre, sprukne læber blidt, men da jeg gengældte hans kys, tog han fat om min nakke og kyssede mig så brutalt, at det sortnede for mine øjne. Jeg havde strittet imod, men han havde hvisket, at det var sådan, hun kunne lide det, så jeg havde blot lukket øjnene og ladet ham gøre, hvad han ville. Han trak sig til sidst væk, og efterlod mig med følelsen af at være kriminel og udnyttet på en gang. Sådan fortsatte det i endnu tre uger, indtil han en dag, efter at være trukket i tøjet, så på mig og sagde: ”Nu har De fået Deres betaling, frue. Jeg ville sætte pris på, at De ville snakke med deres datter nu.” Så vinkede han venligt farvel, og den næste weekend kom han ikke igen.  Selvom jeg gik ture ned til skaterrampen og rundt i byen, kunne jeg ikke finde ham, og da jeg ville slå ham op i en telefonbog, fandt jeg ud af, at jeg ikke kendte hans navn, og braste i gråd. Lige meget hvem det var, der ringede på døren, var det ingen med det mørkebrune, pjuskede hår og de gyldenbrune øjne med det grønlige skær. Han var borte som sunket i jorden.

Endnu to dage gik, og så stod hun igen i mit hus, hvor hun tog overfrakke og taske af. Hun sparkede støvlerne af og ilede op af trapperne og ind på sit værelse uden at kigge på mig eller sige hej. Jeg fór pludselig efter hende og slog hendes dør op på vid gab. Hun rynkede brynene og skulle til at sige noget, men i stedet braste det ud af mig: ”Der har været en dreng for at spørge efter dig. Jeg ved godt, at der kommer mange. Men ham her er speciel. Han har mørkebrunt, pjusket hår og gyldenbrune øjne med et grønligt skær, og du har kysset med ham nede ved skaterrampen.” Hun kiggede blot på mig med sine store, sorte øjne, og jeg kunne ikke finde ud af, hvad det var hun forsøgte at bevise ved at være stum. ”Jeg synes virkelig godt om ham, Lise. Kunne du ikke give ham en chance?” Hun lagde hovedet på skrå, så det gyldne hår faldt ned foran hendes øjne.
”Hvorfor?”
”Hvorfor hvad?”
”Hvorfor synes du godt om ham?” Hun sank noget, der mindede om afsky og så køligt på mig.
”Fordi …” begyndte jeg men kunne ikke finde de rette ord. ”Fordi, han er flink, søde Lise.”
”Du mener, fordi han er god til at kneppe, mor?” Slaget kom hårdt og uventet, og jeg skreg, da jeg så hende falde til gulvet.
”Undskyld, Lise! Det var ikke meningen. Undskyld, undskyld …” Jeg faldt på knæ og trak hende indtil mig, men hun skubbede mig arrigt væk fra hende.
”Du er ynkelig,” hvæsede hun, mens hende sorte, bundløse øjne så på mig med sådan en vrede og sorg, at jeg knap kunne få luft.
”Hold op med at sige sådan noget,” gispede jeg skarpt og forsøgte at få fat i hendes hænder. ”Jeg kender dig nu, Sara. Jeg ved du bliver tiltrukket af det mørke, og jeg ved, at du kan lide smerte. Men det kan din moder ikke!” Jeg forsøgte at få kontrol over min krop, der rystede så krampeagtigt, at jeg knap kunne bevæge mig.
”Hvad er det for noget, du siger?” hviskede hun og så pludselig helt fortabt på mig, hvorefter tårer banede sig ned af hendes kinder. ”Hvad er det for noget, du siger, mor?”
”Jeg siger, at jeg kender dig!”
”Det troede jeg, du gjorde, mor. Men det gør du åbenbart ikke.” Hun trak sig fri af mit greb og kom på benene, hvorefter hun rettede skuldrene med et ryk og forlod værelset. ”Jeg hedder Lise. Ikke Sara.” Hoveddøren smækkede i med et øredøvende brag.

Jeg ved ikke, hvor lang tid der gik derefter. Om der gik timer, dage eller uger, kan jeg ikke svare på. Jeg kan bare huske, at det på et tidspunkt ringede på døren igen, og jeg vidste allerede, hvem det var, før jeg åbnede. ”Har du snakket med hende?” spurgte han og så utålmodigt på mig. Væk var høfligheden, som ellers altid havde hersket før.
”Jeg kan ikke huske, at vi er blevet dus,” konstaterede jeg uden at svare.  Han gjorde mine til at gå ind, men jeg holdte ham blidt tilbage med en finger på hans brystkasse. ”Du bliver nødt til at gøre noget mere for mig.”
Han sukkede irriteret og så på mig. ”Jeg har overholdt min del af aftalen, nu har du bare at overholde din!”
”Du skal vælte den sorte mur, så jeg kan se hendes blå øjne, ellers kan jeg ikke love dig noget,” sagde jeg højt og tydeligt.
”Er du splitter ragende sindssyg?” spurgte han, hvorefter jeg knaldede døren i.
”Ellers har vi ingen aftale,” råbte jeg.
Han kom igen to dage efter med et smil om munden. ”Vær så god, ” sagde han og rakte mig en lille pakke med blå cirkler på. ”Jeg har hentet hendes blå øjne, så nu skal du bare putte dem på den sorte mur, når hun kommer. Så skal alting nok se meget lysere ud.”  Jeg takkede ham mange gang, og han huskede mig på, at han ville have mig til at snakke med hende.
”Kom hver morgen kl. 8, så må du ramme et af de tidspunkter, hvor hun er her,” lovede jeg ham, og så sagde vi farvel, og han forlod mig endnu en gang.

Hun kom en måned efter om aftenen, hvor det var øsende regnvejr. Hendes gyldne hår klistrede mod hendes rødmossede ansigt, og bukserne var snavsede og iturevet ved knæene. Hun stod i bare tæer og have en plasticpose om overkroppen, som hun havde forsøgt at holde regnvejret ude med.
”Goddag,” havde jeg hilst, og hun havde blot stået og stirret på mig, mens jeg nærmede mig med pakken med de blå øjne i.
”Hvad laver du?” spurgte hun med en mistænkelig, spinkel stemme, der bar præg af, hvor meget hun frøs. Jeg smilte beroligende til hende og begyndte at åbne pakken foran hende. ”Kontaktlinser? Hvad skal du bruge det til?”
Jeg rev sølvpapiret af pakken placerede den lille blå gummidråbe på pegefingeren. ”Åben øjet alt hvad du kan, Sara.”
”Hvad fanden har du gang i?” Hun trådte et skridt tilbage, da jeg rakte ud efter hende.
”Stå stille, Sara!” befalede jeg og famlede efter hendes hånd, som hun strakte bagud, så jeg til sidst blev nødt til at presse mig mod hendes krop for at nå hendes hånd.
”Jeg hedder ikke Sara,” hviskede hun med en dirrende stemme. Det var der, jeg kyssede hende med sådan en ufølsomhed, at hun var ved at miste balancen. ”Lad være,” skreg hun og skubbede mig væk.  ”Du er syg i hovedet, for fanden!”
”Jeg ved du kan lide det, Sara,” smilte jeg og lo. ”Drengen har fortalt mig alting.”
”Mor, mor forhelvede! Jeg hedder Lise. Fucking Lise! Carl har fyldt dig med løgn.”
Hun gad ikke lytte lige meget hvor mange gange, jeg prøvede at få hende til at forstå, at vi skulle vælte den sorte mur. Og vasen stod lige dér, lige der ved siden af hende. Jeg kunne ikke gøre for det. Hånden fandt vej af sig selv, og pludselig lå hun på gulvet iført en rød glorie.  Jeg havde lagt mig på knæ, åbnet pakken igen og placeret de to blå gummidråber på mine to pegefingre. Øjenlågene blev hevet op, og de blå øjne mast ned på den sorte mur, som drengen havde sagt, jeg skulle gøre. Og sikke et syn – det var det hele værd. Der lå hun nå med gyldent hår, en rød glorie og to store, blå øjne. Endelig havde jeg klaret det. Jeg havde væltet muren.  Jeg sad hele natten og kiggede på hende. Klokken ringede som hver eneste dag klokken 8, og jeg rejste mig for at åbne døren. Han havde kigget direkte forbi mig og med det samme udbrudt: ”Hvad er der sket?” På knæ havde han lyttet til hendes åndedræt. ”Hvad fanden har du gjort?” råbte han og så mig med hans skønne, gyldenbrune øjne med det grønlige skær, hvorfra tårer silede.
”Jeg har overholdt aftalen. Jeg har snakket med hende, og her er hun til dig som lovet.” Og så brød et smil frem på mine læber, som ikke havde hersket i lang tid. Lykkens smil.
”Se … Se, Carl. Jeg har væltet muren.”
Politiet ankom kort efter, hvor de placerede mig på en stol og spurgte mig om en masse ting, jeg ikke kunne svare på. ”Kan du fortælle os, hvem det er?” spurgte de og pegede på hende, liggende der på gulvet, strålende som en gudinde.
Carl blev bragt ud af huset af politifolkene. ”Du er fucking sindssyg,” skreg han. ”Jeg håber, de spærrer dig inde resten af dit liv!”
Jeg mødte politichefens øjne med et kærligt, men dog forvirret, smil. ”Men det var jo blot en drøm...”

SOMMER

Omg, det jo fantastisk vejr. Det føles som 30 grader!  jeg tager lige et smut ned i svanemølle havn og tager mig en dukkert i min nye bikini ;-)) Mmmh!

onsdag den 1. juni 2011

Hola alle sammen!

Jeg er nu i gang med at læse op til mine mundtlige eksamener! Har allerede været igennem de skriftlige heldigvis - som forresten gik fremragende, synes jeg selv :-)

Jeg har været igennem en del ting, og halvdelen af dem egner sig ikke til at ligge her på nettet, hvor alle kan se dem. Så jeg vil kun fortælle jer dem, som jeg kan tillade mig at skrive ned.

Sidste skoledag

Jeg havde sidste skoledag, hvor jeg var vært og skuespiller til mit afgangsshow sammen med min klasse. Det gik overraskende godt, og jeg tumlede rundt på scenen og snakkede uden at ænse de 400 mennesker, der så på. Bagefter fik vi at vide, det var det bedste afgangsshow, der havde været der i 50 år. Det vil sige, at mit afgangsshow var bedre end min egen fars - HAHA - han har også gået på min skole.

Derefter var der langbold, hvor vi elever desværre tabte til lærerne ... og herefter igen skete der en masse andre underlige ting. Folk jeg ikke havde snakket med i flere år, og som jeg i det hele taget aldrig ville tro havde tænkt sig at tale til mig, kom og ønskede mig held og lykke!

Og så var der vandkamp, hvor jeg fik så meget vand, at jeg troede, jeg var ved at drukne. Jeg har aldrig nogensinde været så drivvåd og grint så meget samtidig. Der blev taget ingen hensyn til mig af drengene, selvom de ellers plejer at være ekstra flinke, når det kommer til piger. Men ikke denne her gang! Hold da op, hvor blev vi alle sammen kolde til sidst, og jeg havde aldrig drømt om, at jeg skulle blive så våd, så jeg havde selvfølgelig ikke noget ekstra tøj med!

Så tog jeg på stranden med min klasse, hvor vi spillede fodbold og nogle af pigerne nærmest nøgenbadede. Jeg holdte mig til det med at spille fodbold med drengene! Herefter tog vi over og købte slik, tog i fælledparken og lagde os på en masse tæpper og snakkede og hyggede. Så skulle vi på restaurant, og derefter festede vi i en muggen, gammel kælder til den lyse morgen - som altså klokken halv 1 for mig.


L&R-FORLAG AFLEVEREDE NOVELLER TILBAGE

Ja, overskriften siger sig selv! Jeg fik mine noveller tilbage fra det forlag, som jeg havde sendt dem ind til. De skrev, at mine manuskripter var velkomponerede, velskrevne, med masser af drive i, lidt uhyggelige for målgruppen, og at de anbefalede, at jeg blev ved med at skrive, og at jeg gerne måtte sende flere manuskripter ind til dem, hvis jeg fik lyst.
Dog sagde de også, at mine tekster var for svære at forstå til min målgruppe, og længden på dem var for korte til den ældre målgruppe, så derfor ville de sige nej tak til udgive dem.

Det, de ikke ved, er, at det er meningen, at der skal være 13 noveller i alt og ikke kun 2, som jeg har sendt ind. Derfor har jeg tænkt mig at rette lidt i det, skrive resten af novellerne og sende dem ind til Gyldendal, som er det forlag, der er deres største "modstander". Og så regner jeg stærkt med at få dem udgivet der, da Gyldendal ikke er lige så kræsne som L&R. Så bare vent alle sammen. Jeg bliver ikke den første 15-årig, der udgiver en novellesamling, men jeg bliver en af de få! :-) I skal nok komme til at høre om mig, det lover jeg.
Min bog kommer til at hedde: "Ulykkestallet" eller "Ulykkesbarnet". Jeg er nemlig født. d. 13, og der skal derfor være 13 af mine noveller, og de skal alle handle om u-lykke. Scary, men også det jeg bedst kan lide at skrive om.

Ligger snart mine noveller ud, som jeg sendte ind.

Ha' en dejlig weekend eller læseferie :-)