torsdag den 31. marts 2011

Starten på en novelle til min novellesamling.

Ja, overskriften siger jo det hele. Her kommer starten af en novelle, som er den fjerde, jeg er begyndt på i forhold til min novellesamling, jeg vil forsøge at udgive i år.

Jeg kendte en pige som ingen andre. Hun bar et af de mest almene navne, og alligevel var der kun én af hende ud af hele verdens befolkning.  Hendes hår var gyldent som sommerens solskinsstråler og kinderne røde som nyplukkede æbler. Lemmerne var slanke, huden perlemorehvid og fingrene smalle. Hun var et væsen med så stor en skønhed, at folk spekulerede over, om hun nu også var en af dem.
Da hun var nyfødt, og jeg holdte hende indtil mig for første gang, vidste jeg allerede der, at hun var anderledes. Hendes hånd havde strammet om min ringfinger med min vielsesring, og da hun fik ordentligt fat, forsøgte hun på at rive den af. Dette blev en handling som blev gentaget hver gang, jeg holdte hende tæt, indtil hun begyndte at gå i skole.  Da hun begyndte at gå i skole, begyndte hun at tage afstand til mig. Jeg prøvede at snakke med hende om det, men hver gang så hendes store, sorte øjne kolde på mig. Dem snakkede folk altid om – øjnene. Hun var så lys, at hun var på grænsen til at blive kaldt en albino, og så havde hun disse to, store, mærkværdige, sorte øjne. De var bestemt ikke grimme, men der var alligevel noget frygteligt eller nærmere frygtindgydende ved dem. Det var sjældent, at de udstrålede varme, og endnu mere sjældent, at de udstrålede sorg. De var bare som en stor, høj, sort og kold mur. Nogle gange havde jeg drømt, at jeg kunne krybe ind i øjnene på hende og vælte den sorte mur, og når det var gjort, ville to, lykkelige, krystal blå øjne stirre frem i stedet. Men det var jo også bare en drøm.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar