torsdag den 31. marts 2011

Starten på en novelle til min novellesamling.

Ja, overskriften siger jo det hele. Her kommer starten af en novelle, som er den fjerde, jeg er begyndt på i forhold til min novellesamling, jeg vil forsøge at udgive i år.

Jeg kendte en pige som ingen andre. Hun bar et af de mest almene navne, og alligevel var der kun én af hende ud af hele verdens befolkning.  Hendes hår var gyldent som sommerens solskinsstråler og kinderne røde som nyplukkede æbler. Lemmerne var slanke, huden perlemorehvid og fingrene smalle. Hun var et væsen med så stor en skønhed, at folk spekulerede over, om hun nu også var en af dem.
Da hun var nyfødt, og jeg holdte hende indtil mig for første gang, vidste jeg allerede der, at hun var anderledes. Hendes hånd havde strammet om min ringfinger med min vielsesring, og da hun fik ordentligt fat, forsøgte hun på at rive den af. Dette blev en handling som blev gentaget hver gang, jeg holdte hende tæt, indtil hun begyndte at gå i skole.  Da hun begyndte at gå i skole, begyndte hun at tage afstand til mig. Jeg prøvede at snakke med hende om det, men hver gang så hendes store, sorte øjne kolde på mig. Dem snakkede folk altid om – øjnene. Hun var så lys, at hun var på grænsen til at blive kaldt en albino, og så havde hun disse to, store, mærkværdige, sorte øjne. De var bestemt ikke grimme, men der var alligevel noget frygteligt eller nærmere frygtindgydende ved dem. Det var sjældent, at de udstrålede varme, og endnu mere sjældent, at de udstrålede sorg. De var bare som en stor, høj, sort og kold mur. Nogle gange havde jeg drømt, at jeg kunne krybe ind i øjnene på hende og vælte den sorte mur, og når det var gjort, ville to, lykkelige, krystal blå øjne stirre frem i stedet. Men det var jo også bare en drøm.

tirsdag den 22. marts 2011

Tog på skinner

Livet kører fast nogen gange, som et tog på skinner, og så ved vi ikke, hvordan vi skal bære os ad. Hvilken olie skal vi smører på skinnerne og hvordan og hvornår? Hvorfor har vi brug for denne her olie, og hvor kan vi få den? Er der nogen olie, der er bedre egnet end andre til dette formål? Skal vi selv skaffe olien, eller skal nogen komme og tilbyde os den? Hvornår skal vi stige af toget, og hvornår skal man stige på? Skal vi tage nogen med? Skal vi efterlade nogen? Skal vi tage med på andres toge, eller skal vi begynde at bruge metroen? For metroen, den er nyere  og så kører den jo stærkere.

onsdag den 9. marts 2011

Mørket

Mørket er ensomhedens eneste og bedste ven. Kulden, hemmelighederne og angsten går hånd i hånd, når intet lys kan findes eller tændes. Mørket er det, der giver os fred og tryghed. Mørket er det, der giver os mareridt og frygt. Mørket kan være alt det, som vi frygter og elsker, men det er op til os, hvilken historie, vi skal tilgive det. Mørket, er det, der giver os frihed og vinger, det, der får os til at længes efter den forglemte søvn.
Uden mørket kan vi ikke overleve, men med for meget af det, vil vi svinde hen. Balancen, skal man kunne finde, selvom den er svær at genkende, når man ikke engang kan tænde et kunstigt lys. Bag hvert hjørne, som vi aldrig ved, hvornår kommer, venter manden med sin le eller Peter Pan og sin fe. Chancer, vi kan tage, chancer, vi bør tage, og chancer, vi skal tage. Alt er op til os, men på et tidspunkt vil det vende, selvom intet af det burde hænde. Godt eller dårligt, alt er smag og behag.
Mørket kan ikke beskrives.
Hvorfor?
Fordi, mørket er et essay.

Råd ...

Jeg er begyndt at snakke med en gammel veninde igen, som har det rigtigt svært. Hun går til psykolog 3 gange om ugen og lider af mindreværdskomplekser og har i det hele taget ikke nogen venner. Hun er holdt op med at tro på sig selv, og ligemeget hvad hendes forældre, psykologen, og jeg prøver, kan vi ikke opmuntre hende længere. Det var blandt andet hende, der fik mig til at skrive tideligere nævnt citat:

Det er, når det sidste lykke brister, at man danner håbet, og når det sidste håb knuses, at man finder troen på, at døden faktisk ikke er slutningen, det er begyndelsen.

Jeg ved ikke, hvad jeg vil med det her indlæg, men måske er målet at fortælle jer alle, at der er noget bestemt for jer længere ude i fremtiden. I skal aldrig opgive eller tænke på livet som en belastning - men som en idrætshal med masse forhindringer, hvor for enden af hver forhindring ligger der en belønning. I skal ikke bare have håb, som mange siger - I skal havde troen. Livet er jer ikke skænket som en lænke men som en frihed, I kan forvandle i hvilken retning, I vil.

Prøv at tænk "hvad er positivt i denne her situation?", når I er nede, og hvis I mangler mere selvværd, så skriv de komplimenter ned I får hver dag på en seddel og læg dem et sted, hvor I så kan tage dem frem og kigge på dem af og til. Giv andre komplimenter, for så føler I jer også bedre tilpas, når I gør nogen glade. Kig på jer selv, inden I går ud af døren og skriv ned, hvad I godt kunne lide ved jer selv den dag. Måske sad håret helt perfekt? Skjorten var strøget helt perfekt for første gang? eller lignende.
Det er også bevist, at sport gør det lettere for os at tackle problemer, så hvis du er nede så tag og løb en tur. Tænd for din Ipod på værelset og dans løs til dit yndlingsnummer, eller lav en sjov tegning, som du kan hænge op på væggen af og grine af. Du kunne f.eks. tegne et sjovt minde om dig og dine venner?

Tillad dig selv at være positiv, troende og smilende. - Det er det, du kommer længst med.

Hav en dejlig onsdag.

Tankestrøm ...

Jeg har skrevet en masse ting ned, som ikke hænger sammen, og som ikke er møntet på nogen. Det er bare noget, der har løbet igennem i mine tanker, og som jeg så har skrevet ned. :-)
Undskyld, jeg opdaterer så sent.

Det er, når dem, man stoler allermest på, glemmer at bruge deres deo, at man finder ud af, hvor meget de rent faktisk stinker.

Det er, når det sidste lykke brister, at man danner håbet, og når det sidste håb knuses, at man finder troen på, at døden faktisk ikke er slutningen, det er begyndelsen.

Det er, når man smiler det bedste, man har, at de, man holder af, skal passe ekstra på.

Man glemmer let følelsen af svigtet, når de kommer igen og lover guld og grønne skove - men det er her, man skal mærke efter på sine kinder, der stadig er fugtige efter tårerne.

Du skal ikke se ud af andres øjne og betragte dig selv – nej, du skal se ud af dine egne og betragte dem.

Du lærer først hadet at kende, når du har prøvet at elske.