torsdag den 16. december 2010

Novelle i dansk - Incest

I dag skrev jeg min novelle i dansk færdig. Den handler om incest, så hvis du har et sart sind, bør du måske ikke læse med. Det er ikke en lykkelig H.C. Andersen slutning, jeg har skrevet. Desværre. Men læs den endelig og giv mig noget respons! Jeg må dog undskylde, hvis der er grammatiske fejl eller stavefejl - jeg har ikke lige fået tjekket den ordentligt igennem endnu. Enjoy!

Prinsessen

Det var nok ikke så meget det, at han kom indtil hende om natten og rørte hende steder, som en fader ikke burde røre sin datter. Nej, det var ikke det. Og det var heller ikke fordi, at moderen lod som om, at hun ikke kendte til det men bare lukkede døren indtil hendes soveværelse, når det skete. Nej, det var, da hun mærkede, når han holdte om hende foran andre, som en fader holder om sin datter, at det ikke længere føltes ægte. Det var når hun så ham i øjnene og ikke længere kunne tænke på ham som sin far. Og når hun lukkede øjnene i sit hjem og ikke længere kunne sove trygt. Det var der, hun var begyndt at tænke. Tænke på at flygte. Men heller ikke det havde hjulpet. Hun huskede det, som var det i går, selv om der var gået over tre år, da hun prøvede på at stikke af.

Tasken blev lynet med en lyd, som føltes alt for høj i stilheden. Sollyset skinnede skarpt ind af de matte vinduer og gjorde hendes skygge endnu længere og mørkere, end den normalt var. Hun mærkede, hvordan panikken væltede indover hende som en brusende, kølig bølge, da bornholmeruret spandt sin klagesang. Nu var der kun en time til, at han havde fri. Hun havde svunget tasken over skulderen, sprunget ned af alle trapperne, hvorefter hun løb gennem det store, glimtende køkken.
Lige i armene på hendes moder.
Tiden havde stået stille, da hun så moderen stå der i døråbning med vareposer i begge hænder. Moderens forvirrede øjne mødte hendes, og i et øjeblik var det eneste man kunne høre bilernes larmen ude på gaden. Men så gled moderens undersøgende øjnene ned til sin datters taske, som hang dødt i hendes nu knugede hænder. Munden var blevet stram, og rynkerne var pludselig sprunget frem som et angreb.
”Hvor skal du hen?” havde moderen hviskende spurgt og gav slip på vareposerne, der faldt til jorden med et brag.
Datteren havde slået hænderne for ørerne og var begyndt at vakle baglæns. ”Jeg gider ikke mere,” mumlede hun hæst, mens tårerne banede sig vej ned af hendes rosenfarvede kinder. ”Jeg gider, gider ikke mere!”
”Hvor var du på vej hen?” havde moderen igen forlangt med en rystende, hård stemme. Moderens øjne var blevet fulde af vredestårer. ”Havde du tænkt dig at forlade os?”
”Jeg vil ikke … vil ikke … ikke mere,” mumlede pigen lidt højere, gav slip på tasken og mødte sine moders øjne. Hendes krop rystede krampeagtigt, da hun vidste, at hun allerede havde tabt kampen. ”Vil … vi-vil … VIL … ikke …”
”Du kan ikke bare forlade os! Prøv at tænk på alt det, som vi har gjort for dig?”
” … IKKE MERE!” Pigen bed sig i underlæben og begyndte hulkende at tage sin jakke på, som lå på armlænet af stolen, som forberedt. Dirrende begyndte hun at knappe den, da hendes moder gik hen til hende.
”Hør på mig,” havde hun hæst hvisket og havde taget fat i sin datters hænder. ”Du må ikke gå fra mig, forstår du ikke det?”
”JEG VIL IKKE MERE,” skreg hun og rev sig ud af moderens greb og tog fat i sin taske. ”Jeg vil ikke, selvom han siger, at jeg skal,” hviskede hun og så på sin mor med opspilede øjne. ”Han siger det er okay, mor. Han siger, at det er okay. Er det?”
Moderen smilede sørgmodigt, mens krystaller glitrende faldt fra hendes pudrede kinder. Hun tog fat i datteren, holdte hende tæt indtil sig og begravede næsen i hendes hår, mens hun hviskede: ”Selvfølgelig er det okay, min skat. Alting er okay, mit lille pus. Jeg elsker dig overalt på jorden, ved du det? Bliv her og så laver jeg en kop te. Alting er helt okay, skal du se.”

Hun lod vinden rive hendes krøllede, lange, brune hår op af hendes halstørklæde, da hun så udover havet med et tilbageholdt åndedræt. Det var så smukt, når solopgangens glans dansede henover det mørkeblå, brusende hav. Mågernes skrig gav stedet denne her vidunderlige, eventyrlige melodi, som kun naturen kunne skabe.
Hun var sikker på, at det hun gjorde nu, var den eneste udvej. Hvad end hun gjorde, var han der altid. I hendes mareridt, i hendes tanker og, værst af alt, i hendes familie. Hun kunne ikke gøre for det, da galden væltede op gennem halsen på hende og sprøjtede ud gennem tænderne. Hun hostede nogle få minutter efter og tørrede så munden i ærmet.
Hun bed tænderne hårdt sammen og tog et skridt frem, mens hun huskede på den allerførste gang det skete. ”Føj, føj forhelvede,” skreg hun til solen, der var ved at forsvinde ned bag havet.

Hun havde været ni år gammel og havde ligget i sin seng, som så mange andre aftener før. Men i stedet for at sove var hun blevet vækket af hendes fader, der var kommet væltende ind i værelset med et legesygt smil om munden og en grøn ølflaske i den anden hånd.
”Hej, lille trold,” havde han snøvlet og var faldet indover hendes seng, mens han grinede op til hende. ”Har du det godt, min skat?”
Hun havde rynket ved lugten af ham og trukket sig hen i hjørnet af sengen. ”Hvor er mor?” havde hun spurgt.
”Mor, mor, mor,” havde han vrænget af hende og voldsomt trukket hende ned under sig med et fast greb i hendes fod. Inden hun havde nået at åbne munden, havde han lukket hendes skrig ude med sine klistrede læber. Bagefter havde han havde holdt hende for munden med den store, knoglede hånd, bøjet sig nedover hende og kigget ind i de vandblå, rædselsslagene øjne. ”Så så,” snøvlede han med et søvndrukkent smil. ”Fars lille prinsesse.”

Hun skreg halsen til blods ud i intetheden, mens den rødlige kugle forsvandt ned bag det nu kulsorte hav, der lignede klistret, skinnende tjære. Hun havde aldrig fortalt det til nogen, men lærerne var begyndt at lægge mærke til, hvordan hun blev mere og mere indelukket og asocial i skolen. Hun holdte op med at deltage i timerne, forberedte sig aldrig og sad mutters alene ved sit bord med en bog i frikvartererne. Lærerne ringede hjem og klagede og skændte, indtil de endda sendte hende op til skolepsykologen for to år siden. Kvinden, som havde bedt hende kalde hende Ditte, havde været sød og forstående, men Ditte fik aldrig noget at vide.
Hun var klogere.
I stedet havde de sagt farvel til hinanden, selvom Ditte havde villet beholde hende lidt længere. Men igen havde hun været klogere. Hun havde stukket Ditte en løgn, smilet og sagt, at alting var helt OK og taget hjem.

”Jeg hedder Ditte. Du hedder Sara, gør du ikke?” spurgte damen med det korte, fine, lyse hår foran hende. Hun sad i en behagelig, læder kontorstol, og pigen, der sad overfor, sad i noget, der mindede meget om det samme.
”Jo,” svarede hun og lod det neutrale, kølige blik møde skolepsykologens undersøgende, men rolige øjne. ”Men det er ikke noget, jeg bliver kaldt.”
”Hvad vil du helst kaldes?”
”Sara.”
Ditte, den lidt for fine dame til at være skolepsykolog, så granskende på hende. ”Hvad bliver du ellers kaldt?” spurgte hun blidt, mens hun smilede betryggende til sin patient.
”De kalder mig Sanna her,” svarede hun tonløst.
”Her? Vil det sige i skolen?” Ditte kradsede noget ned på sin blok.
Lyden af kuglepennen skar ualmindeligt højt i luften.
”Ja,” svarede hun. Lod blikket glide ned af væggene bag skolepsykologen for at kigge nærmere på de flotte, gamle billeder af gårde, hønsehuse og marker. Det virkede slet ikke som om, at hun faktisk sad i et lokale på skolen. Der var en helt anden atmosfære. En mere drømmende, kunne man vel kalde den.
”Kalder dine forældre dig heller ikke Sara?” Ditte havde knebet øjnene lidt sammen, uden selv at lægge mærke til det, hvilket gjorde pigen overfor hende nervøs.
Havde hun nu opdaget noget?
”Ja,” skyndte hun sig at svare. ”Nej, jeg mener nej.”
Ditte smilede, som om hun kunne forstå, hvorfor Sara pludselig var blevet nervøs. ”Så de kalder dig noget andet?”
Hun nikkede igen.
”Hvad kalder de dig, Sara?”
”Mor kalder mig alle mulige ting,” svarede hun og kløede sig på låret. Hendes bukser, som mormoderen havde lappet sidste år, efter at hun var faldet på rulleskøjter, kradsede så ufatteligt meget nogen gange.
”Som hvad?”
”Mulle, nussepigen, skat og så videre. Det kalder du vel også dine børn?” Hun prøvede at dreje samtalen over på Ditte med et skævt smil. Hun gad ikke det her. Hun gad ikke sidde og vide, at man blev analyseret, men man fik ikke at vide, hvilket resultat man var. Det var som om, at hun var til eksamen, og at hun kunne dumpe første gang, hun sagde noget forkert.
”Jeg har ikke,” begyndte Ditte, men tav så pludseligt. ”Nu taler vi om dig, Sara,” smilede hun. ”Hvad med din far? Kalder han dig noget specielt?”
Hun så usikkert på Ditte og vidste ikke, hvad hun skulle svare. Nu var de begyndt at berøre det emne, som hun bevidst havde forsøgt at undgå. ”Ja, selvfølgelig,” skyndte hun sig at udbryde, da hun så Dittes rynkede pande, da hun ikke svarede.
”Og hvad kalder han dig så?”
”Min far kalder mig kun én ting,” svarede hun og forsøgte at få sin stemme til ikke at dirre. Det lykkedes nogenlunde at få den til at lyde ligegyldig, som betød emnet ikke noget. ”Han kalder mig prinsessen.”
Men Ditte havde allerede opdaget hendes fortvivlede blikke og hendes bid i hendes underlæbe. ”Gør han det af en speciel grund?” spurgte hun roligt, mens hun nikkede gentagende gange til Sara, da hun var ved at åbne munden.
”Ja, det gør han,” svarede hun og så derefter ned på hendes foldede hænder.
”Af hvilken grund?”
”Af den grund, at jeg er hans,” hun lagde tryk på ordet ”hans”, ”prinsesse.”
Ditte rynkede igen panden og lænede sig forover, så Sara blev nød til at møde hendes bekymrede blik. ”Har du det godt derhjemme, Sara? Svar mig ærligt.” Ditte blev siddende sådan foroverbøjet uden at blikket veg fra Sara en enkel gang.
Hun mærkede vreden skylde igennem hende iskoldt og hadsk. Troede disse mennesker virkelig, at de ville kunne gøre en forskel, hvis de fik det at vide? Hendes far var udspekuleret, det vidste hun. Han ville sagtens kunne finde ud af denne her knibe. Han var advokat for guds skyld! Den eneste grund til at Ditte sad her, var fordi hun skulle tjene penge, og muligvis fordi hun håbede på, at hendes latterlige spørgsmål ville gøre en forskel. Det ville de ikke. Ditte var bare til besvær.
Hun smilede falskt til kvinden overfor hende. ”Ja, Ditte. Jeg kunne ikke ønske mig en bedre familie, end den jeg har. Mor og far er altid så søde,” løj hun uden at skænke det en tanke. Det havde hun gjort så tit nu, at det ikke længere gjorde indtryk på hende.
Ditte satte sig tilbage i stolen, men man kunne se, at hun stadig tvivlede. ”Hvad arbejder dine forældre som?” spurgte hun venligt.
”Min far er advokat, og min mor er hjemmegående,” svarede hun med et lille smil, som var hun flov over det med moderen. ”Mor kan bedst lide at være derhjemme,” hviskede hun, som var det en hemmelighed kun for de to.
”Åh,” nikkede Ditte og smilte beroligende. Hun havde ubekymret sprunget videre til næste emne. ”Og hvad med skolen, Sara? Hvordan har du det der?”
”Helt fint,” løj hun igen men sukkede så teatralsk. ”Jeg ved godt, at jeg ikke har lavet lektier i lang tid, men jeg har bare ikke haft tid med alle mine venner, forstår du,” undskyldte hun. ”Jeg lover dog, at jeg nok skal gøre det bedre fra i morgen af.”
”Hm,” nikkede Ditte med et forstående blik men lagde så hovedet på skrå. ”Venner siger du?”
”Ja,” smilte hun igen falskt. ”Jeg har masser af venner i kvarteret. Vi går dog ikke på samme skole.” Hun fugtede læberne med tungen og sagde så forsigtigt: ”Jeg har jo ikke noget imod min klasse, Ditte. Jeg synes bare ikke, at vi har så meget tilfælles …”
”Nej … Hvordan har du det så med det? Generer det dig ikke, at du ikke har venner i skolen?”
”Næ,” sukkede hun smilende. Hendes skuespil som den søde, glade pige virkede meget bedre, end den frysende, afvisende, som hun havde været i starten. ”Jeg har det helt fint. Nu hvor jeg er startet i syvende klasse, er det faktisk blevet lidt bedre.” Igen løj hun. Det var ved at blive en vane.
Da Ditte skulle til at åbne munden, kiggede pigen ned på sit armbåndsur og udbrød: ”Nej! Er klokken allerede så mange? Jeg skal jo til aftensmad hos mormor.”
”Klokken er kun halv fire,” sagde Ditte og så forbavset til, da pigen pludselig stod overfor hende med jakke, hue, vanter og skoletaske på.
”Jeg ved det. Men mormor er så gammel, så vi spiser tidligere end andre,” lo hun. ”Farvel, Ditte! Rart at snakke med dig.”
Og så var hun ude af døren.

Hun klemte øjnene i, da vinden rev ubarmhjertigt i hendes hår og bragte vand, fra havets bølger mod klippen under hende, op i hendes ansigt. Hun snøftede i mørket og hørte den hvinende lyd af blæsten, der kastede sig frem og tilbage. Hun tvang sig selv til at åbne øjnene og til at stille sig på kanten af klippen. Hun tog en dyb indånding, kunne lugte saltet fra havet under hende og nød i et øjeblik den eventyrlige melodi, der stammede fra naturen. Hun kastede hovedet bagover, så op i himlen og tænkte på mødet med Ditte. Da hun dagen efter var mødt op i skolen, havde hun fået at vide af sin klasselærer, at Ditte ikke mente, at det var nødvendigt med et ekstra møde.
Hendes forældre derhjemme havde skjult sukket lettet, da hun fortalte det. ”Selvfølgelig gik det godt. Der er da intet galt med vores pige,” havde moderen sagt. Løgn. Løgn baseret på en løgn. Sådan var hendes familie. De lod som om, at alting var normalt, og det var det da også om dagen. Men om natten blev de en anden familie. En familie, der brød loven. En familie, der syntes, at det var okay, at deres datter blev voldtaget både psykisk og fysisk af dem selv. Sådan en familie var de om natten.
Der var ikke nogen, der kendte hendes fader, som ville tro på hende, hvis hun fortalte, hvad der skete inde bag husets mure.  Ikke bare én. Det var derfor, at hun aldrig havde forsøgt sig med at fortælle det til nogen. Folk ville bare tro, at hun var gået fra forstanden. De anså hendes fader, som den mest respektable og venlige mand i området, og hendes moder som den mest barmhjertige og sympatiske. To så perfekte mennesker ville da aldrig, nogensinde kunne gøre noget så grusomt?
Hun lo i et øjeblik en hæs latter, der bar præg af alt det, hun havde været igennem. Hvis de nogensinde fandt ud af, hvem hendes forældre i virkeligeligheden var … Hun lo igen. Det var da ren humor. Hun ville give alt for at se deres ansigter, for at se mændene der holdte deres besvimede koner indtil sig, Ditte der ville få en depression af skyldfølelse over, at hun ikke havde gennemskuet hendes facade eller for at se hendes klasselærer gispe højlydt.
Hun rystede hurtigt på hovedet, prøvede at få de beskidte, hævngerrige tanker ud af hendes hoved. De burde ikke være der. Ikke lige nu. I stedet for, skulle hun tænke gode, positive tanker. Hun ville gerne have, at man fandt hende med et smil om læben. Hvis de altså fandt hende, inden fiskene åd hende. En kuldegysning gennemrystede hendes krop i et par sekunder. Hun håbede, at de ville lide, når de fandt hende. Alle sammen. Det kunne man da kalde en positiv tanke, kunne man ikke? For det var da noget, som hun ønskede sig så inderligt. Måske ikke en sød tanke, men det var da i hvert fald ikke en negativ tanke for hende. Tværtimod.  Hun gøs igen. Det var ved at blive koldt – det var ved at være tid til at sige farvel.

Hun væltede baglæns, da hun ikke havde set stolen bag hende.
Faderen sukkede og gik roligt efter hende. ”Hold nu op. Du ved det ikke nytter noget, lille prinsesse.”
Hendes øjne løb i vand, så hendes syn blev slørret. Hun kom på benene og begyndte at løbe rundt i stuen. ”Mor,” skreg hun, mens hun væltede rundt i et forsøg på at komme væk fra faderen. ”Mor! Hjælp mig,” hulkede hun, da faderen greb udefter hende. Hun for hen mod trappen, sprang hvert andet trin over for så at løbe ind på anden etage og rive fat i døren indtil hendes forældres soveværelse. Den var låst. Den frygtelige kendsgerning af at hendes moder ikke ville komme hende til hjælp, sved langt inde i sjælen. Hun ruskede i håndtaget. Bankede, slog og skreg. Men døren forblev lukket. Faderen kom bagfra, tog et godt tag omkring hendes liv og rev hende med ind på hendes værelse. Hun skreg igen og igen mod hans hånd. Men til sidst holdte hun op, så sandheden i øjnene og lå helt stille under faderen, der svedte, så det drev ned af hans krop og ned på hende. Smerten var hun begyndt at vænne sig efter den aften. Den aften, hvor hun indså, at ingen ville komme hende til hjælp. At hun stod på egne ben nu.

Hun mærkede, at hun græd. Hun tørrede arrigt de forræderiske tårer væk med bagsiden af hænderne. Hun stod på tåspidserne på klippens kant. Hvis hun bare fik en lille smule overbalance, ville hun vælte ned i mørkets, våde, kolde kram. Hun kunne ikke se havet under hende længere, da det var blevet for mørkt. Men hun kunne tydeligt høre dens brusende slag mod klippen og mærke det mod sit ansigt. Vinden sneg sig op langs klippen med sådan en fart, at det fik hendes hår til at stå lige op i luften. Hun væltede bagover i overraskelse. Hun rejste sig dog beslutsomt igen. Tog en dyb indånding og kneb øjnene sammen.
”Farvel mor og far,” hviskede hun.
Hun glippede hurtigt med øjnene, hvorefter hun sprang ud fra klippen med et frygteligt, skærende skrig. Hurtigt blev hun et med mørket.
Plask.

2 kommentarer:

  1. Den novelle var så godt skrevet, at jeg ikke engang kan komme med en kommentar, der er værdig nok til at beskrive den..

    - Nanna Drews.

    .. Det er når man læser noveller som din, at man får lyst til at give op med selv at skrive noveller. For man ved, at man ikke vil kunne skrive noget, der er ligeså smukt.

    SvarSlet
  2. Tak for den rosende kommentar! :-)
    Din kommentar er mere end bare værdig!

    Jeg kan dog fortælle dig, at jeg kun er kommet frem til sådant et resultat, fordi jeg altid læser og skriver :-)

    Øvelse gør mester, og jeg er sikker på, at du kan skrive mindst lige så godt!

    - The Bizzarro.

    SvarSlet