lørdag den 18. december 2010

Novelle - Du var selv uden om det.

Jeg har nu besluttet mig for, at jeg vil skrive en novellesamling, som jeg vil forsøge på at udgive! Dog ville alle novellerne i samlingen have en slutning, der indeholder selvmord eller drab. Jeg ved det, men det er det, som jeg er bedst til at skrive - noveller, der ender ulykkeligt.  Jeg har i dag skrevet endnu en novelle, og jeg ved endnu ikke, om jeg syntes den er god nok til at blive brugt i samlingen. Du kan føje din mening i en kommentar, hvis du gider/har lyst - det ville hjælpe utroligt meget.

Du var selv uden om det.

Hun sad dér. Dér på min seng. Hendes gyldne hår krøllede ned af hendes bare, perlemorhvide skuldre. Hendes blå, blanke øjne mødte mine mørke og bundløse. Vi var to modsætninger. To vidt forskellige mennesker, der alligevel altid på en eller anden måde havde hørt sammen. Vi kunne ikke ånde, hvis vi ikke var i nærheden af hinanden eller ringede til hinanden regelmæssigt. Vi var som ild og vand, der alligevel havde brug for hinanden. Som to magneter, der har forskellige poler, men alligevel kun tiltrækkes af modparten. Det var sådan, vi var; eller, sådan som vi havde været. Det var slut nu. Alting var slut. Hun ville aldrig nogensinde kunne tilgives efter det, hun havde gjort mod mig. Hun havde brændt mig voldsomt, og nu ville jeg slukke hende. Mine øjne borede sig ind i hendes, og jeg vendte hurtigt ryggen til for at gemme mine sorger.
”Undskyld,” hviskede hun med sin dirrende, spinkle stemme. Hun lød skrøbelig. Hun var skrøbelig. Hun havde rejst sig op og stod nu med sin hånd på min skulder. Hendes hånd var varm og mindede mig om den, hun var. Ilden.
Jeg vendte omkring med et stift ansigt. Jeg viste tænder som en ulv, var jeg næsten helt sikker på. ”Du kan ikke tale dig bort fra det her, Alice,” svarede jeg hårdt. Jeg så på hendes røde mund, hvis læber bevægede sig på sådan en underlig måde. De skiftedes til at skilles og lukkes hele tiden. ”Så ti dog,” bed jeg af hende, da snakken fortsatte i evigheder.
”Jamen, det var ikke min mening!” Hendes øjne var røde, og næsen løb.
Jeg skubbede hende hårdt fra mig, hvorefter jeg brød sammen som den tøs, jeg var. Tårerne dansede utrætteligt ned af de blege kinder, og jeg gjorde ikke engang modstand, da Alice lagde sig på knæ foran mig, lagde armene om min knæ og deltog i min tårevæddede leg. Sådan stod vi i noget, der føltes som en evighed.
”Undskyld,” snøftede hun igen lidt senere. ”Han elsker dig jo stadig, Sara.”
Jeg vred mig fri af hendes greb og rystede på hovedet, hvorefter jeg satte i et langt, rædselsvækkende skrig.
Munden var åben på vid gab, mens jeg skreg alle mine lidelser ud i det lille, indelukkede værelse.
Verdenen gik i slowmotion, da Alice pludselig ruskede panisk i mig, mens hun gentagende gange tiggede mig om at holde op. Jeg skreg stadig, da hun faldt magtesløs ned på gulvet med tårerne stående som et vandfald ud af øjnene.
Hun havde hænderne viklet ind i sit hår, som hun rev i med sådan en kraft, at hun bankede panden ind i væggen foran hende utallige gange. Hendes læber messede det samme ord igen og igen, som jeg ikke kunne høre.
Mit skrig forstummede hæst, og jeg stod i et øjeblik stille og lyttede til ordet, hun hviskede igen og igen, mens hun rytmisk slog sin pande blå ind i væggen. Undskyld.
Så stoppede hun pludselig op og så op på mig med hævede øjne, der var sorte af udtværet mascara. Hendes mund åbnede sig, som ville hun sige noget, men så tav hun igen.
Jeg så køligt ned på hende. Mærkede ligegyldigheden tage sit kram. ”Gå,” sagde jeg hæst.
”Vi var fulde, Sara! Det var ikke meningen, at det skulle ende, som det gjorde! Jeg …”
”Ikke meningen?” hviskede jeg og mærkede raseriet komme krybende op gennem kroppen på sine forslåede, usle knæ. ”Du var min veninde.”
”Jamen …”
”Du var min bedste veninde,” råbte jeg til hende.
Hele hendes krop rystede under mit blik. Hendes pande var forslået, hendes negle nedbidte og hendes hår uldet. Hun løftede sine tiggende øjne og mødte mit ætsende, sorte blik. ”Jeg kan forklare,” forsøgte hun sig skælvende.
”Du kan intet forklare.” Jeg bed tænderne sammen, skubbede hagen frem og fik et stædigt drag om munden, der kendetegnede mig mere end alt andet. ”Vi er fortid.”
”Du forstår ikke,” hviskede hun. ”Han els …”
”Nej.” Mine øjenbryn trak sig sammen. ”Hørte du ikke, hvad jeg sagde? Vi er fortid.”
”Han kommer herover i dag, Sara, og snakker med dig om det hele. Hører du? Han vil fortælle dig, at det bare var en fejl, og I vil finde sammen igen!” Hun så på mig med et blik, der var mere end overbevisende. Hun rejste sig målbevidst. ”Du …”
”Han har været her,” afbrød jeg hende. ”Og, vi er stadig fortid. Vi er alle fortid.” Jeg så fast besluttet på hende, hvorefter jeg gik hen og greb fat om guldhåndtaget på døren, der knirkede, da jeg åbnede den ud til stuen. ”Du kender vejen ud.”
Hun stod mundlam og kiggede på mig, hvorefter hun så uforstående på mig. ”Har han været her?”
”Ja.”
”Og I er ikke …?”
”Nej.” Jeg kunne se på hende, hvor chokerende den oplysning var. At Mathias, ham som alle ville have, ikke kunne score sin egen kæreste. Det lød fuldkomment mærkværdigt i andres ører.
”Jeg troede ikke,” hviskede hun men tav så, mødte mit resolutte blik og forsvandt fortvivlet ud af døren.
Jeg lukkede lydløst døren efter hende og begav mig derefter hen til mit klædeskab. Jeg rev døren op, og med et bump landede han på gulvet.
Hans skjorte var gennemvæddet af blod, og det samme var tøjet i min kommode.
Jeg lagde hovedet på skrå og forsøgte uden held at fange hans livløse, tomme blik. Mit blik faldt på hans lyse, gyldne lokker af hår, den perfekte, solbrændte hud og de muskuløse overarme. Nu ville han aldrig gøre mig ondt igen, forsøgte jeg at overbevise mig selv om og satte mig på hug ved siden af ham. Jeg strøg en af de gyldne lokker væk fra hans ansigt og bøjede mig ned og mødte hans kolde, blå læber.
”Du var selv uden om det,” hviskede jeg fortvivlet, da han ikke gengældte kysset.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar