onsdag den 8. december 2010

Endnu et digt.

Yes, jeg er altså blevet lidt afhængig af digtning lige pludselig. Det er ellers noget, som er kommet meget pludseligt ... Derfor sætter jeg nu endnu et digt ind, som jeg IGEN skrev i timen. Ups ...

Du er til grin,
så tårerne sner,
og du er til glæde,
så mundene ler,
men aldrig vil du være,
hendes ædle, store herre,
digtet er så småt,
intet værd for dit hof,
men dog skal du bare vide,
at hun aldrig bliver din snehvide.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar