tirsdag den 30. november 2010

Skriveblokade ...

Her er der et lille indlæg, som jeg skrev for nogle måneder siden. Jeg har nemlig siden sommerferien haft en slags "skriveblokade", som de fleste forfattere også har været/kommer ud for. En periode i ens liv, hvor man bare ikke føler, at man kan få sine tanker og ideer ned på skrift. Det der hjælper mig ved at komme videre, er faktisk, at jeg tvinger mig selv til at skrive herinde mindst et indlæg hver anden dag og for det meste et hver dag.

Her kommer sorry et lille stykke, som jeg skrev for nogle måneder siden, hvor jeg skrev alle de tanker ned, der ramte mig om min skrivning:


"Jeg bliver frustreret over ikke at kunne finde de ord, som skal findes, læses og forstås. Jeg bliver frustreret over ikke at kunne fortælle det, som jeg vil fortælle, når det gnaver så dybt inde i mit indre. Jeg hader, at skulle vide, at det er min egen skyld, og at hvis jeg ville, kunne jeg fortælle min historie igen. Jeg giver op, når der i virkeligheden skal kæmpes, og jeg græder, når jeg burde le. Men hvorfor skal alt dette ændre sig? Hvorfor kan jeg ikke få det ned på skrift og lade det være fantastisk som alt andet? Måske fordi der nu er en forskel, og måske fordi, at meget af min ønskede identitet og karriere kræver det af mig - derfor synker jeg, i stedet for at svømme videre. Hvis mine mål pludselig ikke passer længere, så har jeg ikke noget at gå efter, og så vil min verden styrte sammen. Jeg elsker det jo stadig, og jeg ønsker det og brænder så inderligt for det, men samtidig er jeg altid skuffet over mig selv? Og bange. Tænk, hvis alle mine intentioner om at tage forfatterlinien på gymnasiet og læse retorik derefter og til sidst udgive bøger og blive berømt, slet ikke passer til mig længere? Kravene er ikke stillet endnu, men de har heller ikke nogen deadline - så spørgsmålet er ikke om tid, spørgsmålet er om at ville."

Er der andre, der har prøvet at have det på samme måde? ...

søndag den 28. november 2010

Kender du følelsen af skønhed?



Når du sidder der på stenmuren og kigger ud over den isbelagte sø, hvor blade skøjter rundt og skaber denne eventyrlige, vinter melodi; kender du så ikke dén følelse? Følelsen af blot at være en flue på væggen, der slet ikke passer ind i dette store, vidunderlige paradis. Den følelse må du da kende. Gør du ikke?



Når du sidder der på stenmuren og kigger op i den grå, uvelkomne himmel, der græder snefnug, som smelter på dine kinder og lægger en hvid, kold dyne over hele det landskabet. Når vinden hyler sagte i dine ører; kender du så ikke dén følelse? Følelsen af at være en fisk på landjorden. Den følelse må du da kende. Gør du ikke?



Når du sidder der på stenmuren, og kulden tryller perlemorssmilet væk som en kold, syngende lussing, og isen brydes af det skvulpende, stædige vand nedenunder, der derefter slår vrede bølger mod muren under dig; kender du så ikke den følelse? Følelsen af ikke at høre til. Følelsen af, at man ikke længere er ønsket. Den følelse må du da kende. Gør du ikke?

fredag den 26. november 2010

Min fødselsdag ...

I dag og i nat, som det for resten stadig er for at være helt præcis (02:56), holdte jeg fødselsdag for mine tre tætteste og dejligste veninder. Jeg blev 15 år d. 13. nov., og det var det, som vi fejrede i dag – og så selvfølgelig en undskyldning for at gå lidt tidligere fra skole og have det sjovt, mens lærerne og lektierne kunne rende os et vist sted.
Vi startede med at bowle i DGI byen, hvor jeg vandt første sæt, og i andet sæt slet ikke ramte nogle af de pokkers, åndssvage kegler. Derimod vandt min veninde, Priyanka, andet sæt. TILLYKKE til hende … Hvis det faktisk skal nævnes, så drak vi os også fulde i sodavand og fanta, der resulterede i, at vi måtte tage bussen hjem.
Efter den lange, hårde og kvalmende bustur, stod vi af på trianglen, hvor Alma og Marie Louise gik hjem til Marie Louise for at hente nattøj, som de faktisk glemte og én sovepose, fordi alma havde glemt sin, og Marie Louise havde glemt, at hun kun havde én. Kloge piger. Men misforstå dem nu ikke … inderst inde – dybt, langt inde – er der intelligens. Tror jeg … Det samme gælder Priyanka, der også havde glemt nattøj og sengetøj. KLOGE, dejlige piger.
Imens Alma og Marie Louise var ovre for at glemme og hente ting, stod jeg og Priyanka i blogbuster, hvor vi brugte hundrede år på at finde filmene Forbandelsen 1, The Wolfman og The Wild Child. Da vi endelig fandt dem, havde vi haft fat i personalet to gange, og gennemgået hele forretningen – også børneafdeling, og de steder, hvor man faktisk skulle købe filmene. For tænk nu, hvis nogen havde stillet dem et forkert sted? Tænk nu?
Herefter tog vi bussen hjem til mig, efter at vi havde prøvet med utallige forsøg på at leje film uden et blogbuster kort. Da vi ankom til mit hjemsted – min station, gik vi over i grønthandleren på hjørnet og købte 2 x chips, 2 x blandet slik, cola, popcorn, chokolade og M&M’s. Mums, siger jeg bare. Allerede der, havde vi brugt lidt for mange penge, men altså – det er sgu ikke hver dag i niende klasse, hvor vi går tidligere fra skole og spiser og drikker os mæt og fuld i alting; er det vel?
Herefter gik vi hjem og dansede for fuld skrue, mens vi skreg og lo, som tosser, som hele nabolaget nok ville have kaldt os. Vi optog videoer, delte åndssvage, sjove hemmeligheder om barndommens fortider og greb os om maverne af glubsk sult efter mad.
Herefter huggede vi flere penge fra mine forældre og gik ned på et pizzeria og købte burgers og pomfritter. Da vi havde spist der, gik vi hjem igen, hvilket resulterede i, at en af mine veninder smurte læbepomade på læberne på en meget ironisk, sexet måde, mens hun kiggede en fyr i øjnene, der stadig sad derinde med et stort påklistret smil. Vi løb grinende vores vej, kastede med sne, fik kasseret nogle våde vaskere og endte stivfrosne, røde og leende hjemme hos mig igen.
Kort efter hentede vi madrasser hos nogle venner i nabolaget, gik hjem, satte os foran fladskærmen og tændte for gyseren. Øredøvende skrig, og sange for at holde gyseren ude, fyldte huset så intenst, at vi muligvis kunne have skabt elektricitet. Mennesker er jo rent faktisk strømledende …
Derefter satte vi to andre film på, hvor den ene hakkede så meget, at vi opgav at se den, og til sidst men ikke mindst, redte vi senge op inde på mit værelse og lagde os til at snakke. Citater som:
Vi er ikke sådan nogle pornostjerner, okay?..HOV jeg vil hedde miss kinky82, woow lækkert!” – Alma

Må jeg lugte til din armhule, alma? det er yderst tilfredsstillende." – Marie Louise


”ARGH. tænd for lyset Miranda! Coyotito er udenfor.” – Priyanka


blev udleveret, så vi grinte og grinte, til øjnene nærmest løb i vand. Og ja, nu sidder jeg her med computeren på skødet og kigger ned på mine tre søde, englebasser, der trygt ligger og sover med åben mund og polypper. Snorken og åndedræt fylder rummet, og snart vil mit føjes til alle lydene.


Godnat, alle sammen. Jeg håber, at I har fundet mit indlæg sjovt!

tirsdag den 23. november 2010

At forsøge sig med digtning ...

Jeg påstår overhovedet ikke, at jeg kan digte eller vurdere andres værker indenfor digtning – på det område er jeg lige så blank, som en dykker er omkring en brandmand. Måske endnu blankere …
Alligevel har jeg forsøgt mig med nogle digte, som jeg vil sætte ind i dag. De er måske ikke de mest flydende eller mest svære digte i hele verden, som I ville kunne læse, men der er rytme og muligvis lidt rim, og så er jeg egentlig godt tilfreds med mig selv.
Digt:
Nu sidder vi her os to,
Jeg rækker ud efter din mund,
Rækker ud efter din krop,
Men hvor end mine fingre når,
Er der kun kold luft,

Du siger, du elsker mig,
Jeg siger, jeg elsker dig,
Men når jeg så har brug for dig ,
Er der kun kold luft,

Nu sidder vi her os to,
Du rækker ud efter min mund,
Rækker ud efter min krop,
Men hvor end dine fingre når,
Er der kun kold luft,

Jeg siger dig nu min skat,
At legen stopper her,
For nu skal du vide en ting,
Jeg elsker dig ikke mer’

Haiku digt:
Et jordbær let på
tungen rød som blod, smager
altid kønt og sødt

Haiku digt:
bag en skrøbelig
tåre, så smuk, skjules der
en grim historie


Det var alt for denne gang, desværre. Jeg håber, at I kunne lide mine digte, selvom de måske ikke lige topper hitlisterne!

Hav en god aften.

mandag den 22. november 2010

Samfunds lektie - ansøgning ... GAB!

Ja, her i dag, begyndte jeg så på min samfundslektie, der gik ud på, at jeg skulle skrive mit eget CV(gerne opfundet) og ansøgning til et job. Jeg valgte at søge jobbet "freelanceforfatter", som jeg fandt på jobindex, og nu vil jeg gøre mig den ulejlighed at kedeliggøre jeres hverdag endnu mere ved at sætte min ansøgning ind! Enjoy ...

Ansøgning som freelanceforfatter

”Luften slår varme vinde mod mit solbrændte ansigt og løfter blidt op i mit sorte, lange hår. Udsigten udover bugten i det fjerne og bjergene, der omkranser restauranten, er fantastisk. De rødmalede læber skilles, da jeg løfter den skinnede, sølv gaffel op til læberne med pastaen. Duften af krydderierne når mine næsebor og stilheden brydes af et enkelt dybt suk. Munden lukker sig om gaffelen, og den eneste lyd, der kan høres, er tændernes ridsen mod gaflen og bølgernes skyllen mod bredden. Mågernes skrig vækker solopgangen til live, og pludselig slår den røde og orange farve så kraftigt ud, at jeg må skærme med mine hænder mod lyset for ikke at blindes. En tjener kommer gående hen mod mit bord og smiler venligt, hvorefter han graciøst hælder rødvinen op i det skinnende glas, der afspejler den orange og røde glans.”

-          Sådan kunne indledningen til en beskrivelse f.eks. af Sardinens dejlige kystområder skrives.

Efter at jeg har boet i et halvt år i Sardinen og Lissabon, kender jeg meget til deres folkefærd, kultur og baggrundshistorie. Jeg kender alt fra deres nationalretter til de Michelin-restauranter, der ligger på øen.

Jeg taler også flydende italiensk og er af italiensk afstamning.

Jeg har altid været meget pligtopfyldende, målrettet og ambitiøs, og det er med til at gøre, at jeg den dag i dag altid får at vide, når mine skriveværker skal bedømmes, at jeg skriver indlevende, inspirerende, skarpt og med få præcise virkemidler.

Jeg læser tre til fire bøger om ugen, som derfor er med til at forbedre, forny og gøre mit ordforråd bredere. Derefter skriver jeg anmeldelser af bøgerne og lægger dem ud på min blog på internettet, hvor i alt jeg har syvogtres læsere.

At kunne få dette job som freelanceforfatter ville ikke bare være et arbejde; det ville være en uforglemmelig rejse.

-          Jeg ser frem til at høre fra jer og håber at måtte komme i betragtning til stillingen.

Med venlig hilsen
Miranda N. Bizzarro


Og så fordi jeg ikke har så meget andet at skrive, vil jeg lige sætte et billede ind, som jeg i dag tog med mit webcame!



søndag den 21. november 2010

Jeg og Harry Potter ...

Harry Potter har været med til at gøre mig til den, som jeg er den dag i dag. Jeg ved, at jeg lyder som en eller anden åndssvag fan, der desperat håber på en dag at kunne få chancen for at møde nogle af skuespillerne senere i mit liv. Sådan er det ikke.
Da jeg var tolv eller tretten år, begyndte jeg at læse Harry Potter serien af J.K. Rowling på dansk. Historien var utrolig dårlig oversat og meget letlæseligt, så jeg slugte hele serien på knap to uger. Selve sproget var ikke videre fantastisk, og ordforrådet kunne svare sig til min lillebrors på ni år, så jeg var ikke synderlig fan på det tidspunkt. Alligevel var jeg grebet af ideen om, at der fandtes dette fremmede, eventyrlige og magiske univers – HP-universet i vores kedelige hverdag.
Jeg begyndte efter nogle dage at researche lidt på nettet om bøgerne, og helt uvidende kom jeg ind på en hjemmeside – www.diagon-alley.dk -, der omhandlede HP-fanfictions (Fiktion om HP-universet skrevet af fans). Da jeg selv var begyndt at skrive i elleveårsalderen, meldte jeg mig straks ind og begyndte at skrive fanfictions, der omhandlede denne magiske verden. Jeg begyndte at læse de andre brugers fanfictions og gav dem kritik og ros tilbage for deres indlæg, lige såvel som de gav mig. Efterhånden blev jeg en bruger derinde, som næsten alle kendte til. De, der var populære derinde(havde historier, der toppede hitlisten), begyndte at skrive kommentarer til mine historier, og selvom det lyder ligegyldigt, gjorde det, at jeg skrev og skrev hver eneste dag for at opnå respons fra disse ”kendisser”.
På et tidspunkt lå alle mine fanfictions på et læsertal fra 350-1500. Mange bliv mine faste læsere og kommenterede på mine historier, hver gang jeg opdaterede.  Jeg fik 2-5 kommentarer på hvert indlæg, og hurtigt havde jeg i alt samlet 167 kommentarer sammen. Jeg var stolt som bare pokker.
Da jeg blev 14, havde jeg et større ordforråd, bedre grammatik og bedre sans for beskrivelser og udtryk i det skriftlige i skolen end de fleste af de andre fra min klasse. Mine karakterer steg gevaldigt, og jeg blev utrolig selvsikker i fag, hvor vi skulle diskutere, argumentere og reflektere. På det tidspunkt, havde jeg udviklet mig ufatteligt meget fagligt, og det var kun fordi, at jeg var begyndt at læse Harry Potter serien.
I dag gør det også, at jeg har langt større respekt for Harry Potter serien, fordi jeg har fået et langt dybere indblik i rollerne som f.eks. James Potter, Sirius Black og Peter Pettigrew på www.diagon-alley.dk , og det har gjort, at jeg i dag er en trofast fan af både filmene og bøgerne - måske ikke top10 fan, der har plakater over det hele af skuespillerne på min væg, men jeg er og vil altid være en taknemmelig fan.
Hvis det ikke var for dette fantastiske univers, som J.K. Rowling fandt på i et tog, kunne jeg ikke skrive og tale, som jeg gør den dag i dag.
Dette var mere et indlæg om mig selv, end til jer læsere; men jeg er glad for, at jeg har lagt det ind, så I kan læse det og forstå, hvad jeg mener, ser og føler for dette emne.
Tak.
Tom Felton (L-R) Actors Freddie Stroma, Bonnie Wright, Daniel Radcliffe, Emma Watson, Rupert Grint and Tom Felton attend the "Harry Potter and the Half-Blood Prince" premiere at Ziegfeld Theatre on July 9, 2009 in New York City.

lørdag den 20. november 2010

Mine must i mit liv ...

Alle har brug for forskellige ting i deres liv, for at de kan og vil være lykkelige. Nogen mener kærlighed og penge, andre mener noget helt tredje.

En af de ting, som jeg har brug for i mit liv for at kunne være lykkelig, er, latter. Sprudlende, hæs, kvækkende eller brølende latter. Jeg er ligeglad hvordan og hvorledes, det lyder. Jeg har bare brug for at grine og se andre grine for at kunne være lykkelig.

Heldigvis, siger man jo, at det at grine er sundt.

Her kommer et par billeder af de personer, der altid kan lysne min grå, travle hverdag op. Ægte venner, er hvad jeg kalder dem.




























I bringer altid et godt grin frem på mine læber!

Min identitet?

Mange vil mene, at det at skrive, er, en kedelige, nørdet ting for stupide, gryntende børn, der sidder på første række i folkeskolen i skjorter, der er stoppet ned i bukserne, hvor cykelspænderne stadig sidder. Mange vil mene, at det at interesse sig for det skriftelige og drømmen om at udgive bøger er en tosset, røvsyg idé, som kun dem, der har fået for meget hjerne og for lidt hjerte er interesseret i.

Jeg ikke en af "de mange", og jeg er heller ikke "nørden". Jeg er hende, som er præcis som alle andre og alligevel ikke - jeg er mig selv, ligesom han, den, det og du er.

Vi er alle mennesker med forskellige interesser, og alle har deres egne meninger og holdninger - måske bliver de ikke altid hørt, men de er der. Hvis du vil respekteres af andre, må du også selv respektere dem.

Livet er en stor, snoet vej med mange forskellige sidestier, men det er op til dig selv, hvilken retning du vælger - også selvom alle dine venner vælger Kirsebærstien. Hvis du vil gå langs Østerbrogade, så gør du skam bare det; men husk på, hvad der er rigtigt og forkert.

Jeg har valgt drømmens hovedvej som så mange andre, men jeg har valgt min egen retning - en retning, som ikke mange vælger eller synes lyder interessant eller svær. En let, kedelig retning, ville de nok kalde den.

Jeg kalder det min vej. The Bizzarro's vej. For jeg, jeg elsker at skrive. Og det er det, som min blog kommer til at handle om. Mine skriveværker, mine mål, og de ting, som folk tænker om det.

Jeg håber, at du vil følge med.