fredag den 24. december 2010

Det frysende vinterlandskab.

Lige nu er jeg på Fyn på min mosters gård, hvor jeg i dag, efter at have været sneet inde i går, var ude på grunden for at tage nogle billeder. Senere lægger jeg også nogle billeder ud af vores juletræ.
- Glædelig jul!














lørdag den 18. december 2010

Novelle - Du var selv uden om det.

Jeg har nu besluttet mig for, at jeg vil skrive en novellesamling, som jeg vil forsøge på at udgive! Dog ville alle novellerne i samlingen have en slutning, der indeholder selvmord eller drab. Jeg ved det, men det er det, som jeg er bedst til at skrive - noveller, der ender ulykkeligt.  Jeg har i dag skrevet endnu en novelle, og jeg ved endnu ikke, om jeg syntes den er god nok til at blive brugt i samlingen. Du kan føje din mening i en kommentar, hvis du gider/har lyst - det ville hjælpe utroligt meget.

Du var selv uden om det.

Hun sad dér. Dér på min seng. Hendes gyldne hår krøllede ned af hendes bare, perlemorhvide skuldre. Hendes blå, blanke øjne mødte mine mørke og bundløse. Vi var to modsætninger. To vidt forskellige mennesker, der alligevel altid på en eller anden måde havde hørt sammen. Vi kunne ikke ånde, hvis vi ikke var i nærheden af hinanden eller ringede til hinanden regelmæssigt. Vi var som ild og vand, der alligevel havde brug for hinanden. Som to magneter, der har forskellige poler, men alligevel kun tiltrækkes af modparten. Det var sådan, vi var; eller, sådan som vi havde været. Det var slut nu. Alting var slut. Hun ville aldrig nogensinde kunne tilgives efter det, hun havde gjort mod mig. Hun havde brændt mig voldsomt, og nu ville jeg slukke hende. Mine øjne borede sig ind i hendes, og jeg vendte hurtigt ryggen til for at gemme mine sorger.
”Undskyld,” hviskede hun med sin dirrende, spinkle stemme. Hun lød skrøbelig. Hun var skrøbelig. Hun havde rejst sig op og stod nu med sin hånd på min skulder. Hendes hånd var varm og mindede mig om den, hun var. Ilden.
Jeg vendte omkring med et stift ansigt. Jeg viste tænder som en ulv, var jeg næsten helt sikker på. ”Du kan ikke tale dig bort fra det her, Alice,” svarede jeg hårdt. Jeg så på hendes røde mund, hvis læber bevægede sig på sådan en underlig måde. De skiftedes til at skilles og lukkes hele tiden. ”Så ti dog,” bed jeg af hende, da snakken fortsatte i evigheder.
”Jamen, det var ikke min mening!” Hendes øjne var røde, og næsen løb.
Jeg skubbede hende hårdt fra mig, hvorefter jeg brød sammen som den tøs, jeg var. Tårerne dansede utrætteligt ned af de blege kinder, og jeg gjorde ikke engang modstand, da Alice lagde sig på knæ foran mig, lagde armene om min knæ og deltog i min tårevæddede leg. Sådan stod vi i noget, der føltes som en evighed.
”Undskyld,” snøftede hun igen lidt senere. ”Han elsker dig jo stadig, Sara.”
Jeg vred mig fri af hendes greb og rystede på hovedet, hvorefter jeg satte i et langt, rædselsvækkende skrig.
Munden var åben på vid gab, mens jeg skreg alle mine lidelser ud i det lille, indelukkede værelse.
Verdenen gik i slowmotion, da Alice pludselig ruskede panisk i mig, mens hun gentagende gange tiggede mig om at holde op. Jeg skreg stadig, da hun faldt magtesløs ned på gulvet med tårerne stående som et vandfald ud af øjnene.
Hun havde hænderne viklet ind i sit hår, som hun rev i med sådan en kraft, at hun bankede panden ind i væggen foran hende utallige gange. Hendes læber messede det samme ord igen og igen, som jeg ikke kunne høre.
Mit skrig forstummede hæst, og jeg stod i et øjeblik stille og lyttede til ordet, hun hviskede igen og igen, mens hun rytmisk slog sin pande blå ind i væggen. Undskyld.
Så stoppede hun pludselig op og så op på mig med hævede øjne, der var sorte af udtværet mascara. Hendes mund åbnede sig, som ville hun sige noget, men så tav hun igen.
Jeg så køligt ned på hende. Mærkede ligegyldigheden tage sit kram. ”Gå,” sagde jeg hæst.
”Vi var fulde, Sara! Det var ikke meningen, at det skulle ende, som det gjorde! Jeg …”
”Ikke meningen?” hviskede jeg og mærkede raseriet komme krybende op gennem kroppen på sine forslåede, usle knæ. ”Du var min veninde.”
”Jamen …”
”Du var min bedste veninde,” råbte jeg til hende.
Hele hendes krop rystede under mit blik. Hendes pande var forslået, hendes negle nedbidte og hendes hår uldet. Hun løftede sine tiggende øjne og mødte mit ætsende, sorte blik. ”Jeg kan forklare,” forsøgte hun sig skælvende.
”Du kan intet forklare.” Jeg bed tænderne sammen, skubbede hagen frem og fik et stædigt drag om munden, der kendetegnede mig mere end alt andet. ”Vi er fortid.”
”Du forstår ikke,” hviskede hun. ”Han els …”
”Nej.” Mine øjenbryn trak sig sammen. ”Hørte du ikke, hvad jeg sagde? Vi er fortid.”
”Han kommer herover i dag, Sara, og snakker med dig om det hele. Hører du? Han vil fortælle dig, at det bare var en fejl, og I vil finde sammen igen!” Hun så på mig med et blik, der var mere end overbevisende. Hun rejste sig målbevidst. ”Du …”
”Han har været her,” afbrød jeg hende. ”Og, vi er stadig fortid. Vi er alle fortid.” Jeg så fast besluttet på hende, hvorefter jeg gik hen og greb fat om guldhåndtaget på døren, der knirkede, da jeg åbnede den ud til stuen. ”Du kender vejen ud.”
Hun stod mundlam og kiggede på mig, hvorefter hun så uforstående på mig. ”Har han været her?”
”Ja.”
”Og I er ikke …?”
”Nej.” Jeg kunne se på hende, hvor chokerende den oplysning var. At Mathias, ham som alle ville have, ikke kunne score sin egen kæreste. Det lød fuldkomment mærkværdigt i andres ører.
”Jeg troede ikke,” hviskede hun men tav så, mødte mit resolutte blik og forsvandt fortvivlet ud af døren.
Jeg lukkede lydløst døren efter hende og begav mig derefter hen til mit klædeskab. Jeg rev døren op, og med et bump landede han på gulvet.
Hans skjorte var gennemvæddet af blod, og det samme var tøjet i min kommode.
Jeg lagde hovedet på skrå og forsøgte uden held at fange hans livløse, tomme blik. Mit blik faldt på hans lyse, gyldne lokker af hår, den perfekte, solbrændte hud og de muskuløse overarme. Nu ville han aldrig gøre mig ondt igen, forsøgte jeg at overbevise mig selv om og satte mig på hug ved siden af ham. Jeg strøg en af de gyldne lokker væk fra hans ansigt og bøjede mig ned og mødte hans kolde, blå læber.
”Du var selv uden om det,” hviskede jeg fortvivlet, da han ikke gengældte kysset.

torsdag den 16. december 2010

Novelle i dansk - Incest

I dag skrev jeg min novelle i dansk færdig. Den handler om incest, så hvis du har et sart sind, bør du måske ikke læse med. Det er ikke en lykkelig H.C. Andersen slutning, jeg har skrevet. Desværre. Men læs den endelig og giv mig noget respons! Jeg må dog undskylde, hvis der er grammatiske fejl eller stavefejl - jeg har ikke lige fået tjekket den ordentligt igennem endnu. Enjoy!

Prinsessen

Det var nok ikke så meget det, at han kom indtil hende om natten og rørte hende steder, som en fader ikke burde røre sin datter. Nej, det var ikke det. Og det var heller ikke fordi, at moderen lod som om, at hun ikke kendte til det men bare lukkede døren indtil hendes soveværelse, når det skete. Nej, det var, da hun mærkede, når han holdte om hende foran andre, som en fader holder om sin datter, at det ikke længere føltes ægte. Det var når hun så ham i øjnene og ikke længere kunne tænke på ham som sin far. Og når hun lukkede øjnene i sit hjem og ikke længere kunne sove trygt. Det var der, hun var begyndt at tænke. Tænke på at flygte. Men heller ikke det havde hjulpet. Hun huskede det, som var det i går, selv om der var gået over tre år, da hun prøvede på at stikke af.

Tasken blev lynet med en lyd, som føltes alt for høj i stilheden. Sollyset skinnede skarpt ind af de matte vinduer og gjorde hendes skygge endnu længere og mørkere, end den normalt var. Hun mærkede, hvordan panikken væltede indover hende som en brusende, kølig bølge, da bornholmeruret spandt sin klagesang. Nu var der kun en time til, at han havde fri. Hun havde svunget tasken over skulderen, sprunget ned af alle trapperne, hvorefter hun løb gennem det store, glimtende køkken.
Lige i armene på hendes moder.
Tiden havde stået stille, da hun så moderen stå der i døråbning med vareposer i begge hænder. Moderens forvirrede øjne mødte hendes, og i et øjeblik var det eneste man kunne høre bilernes larmen ude på gaden. Men så gled moderens undersøgende øjnene ned til sin datters taske, som hang dødt i hendes nu knugede hænder. Munden var blevet stram, og rynkerne var pludselig sprunget frem som et angreb.
”Hvor skal du hen?” havde moderen hviskende spurgt og gav slip på vareposerne, der faldt til jorden med et brag.
Datteren havde slået hænderne for ørerne og var begyndt at vakle baglæns. ”Jeg gider ikke mere,” mumlede hun hæst, mens tårerne banede sig vej ned af hendes rosenfarvede kinder. ”Jeg gider, gider ikke mere!”
”Hvor var du på vej hen?” havde moderen igen forlangt med en rystende, hård stemme. Moderens øjne var blevet fulde af vredestårer. ”Havde du tænkt dig at forlade os?”
”Jeg vil ikke … vil ikke … ikke mere,” mumlede pigen lidt højere, gav slip på tasken og mødte sine moders øjne. Hendes krop rystede krampeagtigt, da hun vidste, at hun allerede havde tabt kampen. ”Vil … vi-vil … VIL … ikke …”
”Du kan ikke bare forlade os! Prøv at tænk på alt det, som vi har gjort for dig?”
” … IKKE MERE!” Pigen bed sig i underlæben og begyndte hulkende at tage sin jakke på, som lå på armlænet af stolen, som forberedt. Dirrende begyndte hun at knappe den, da hendes moder gik hen til hende.
”Hør på mig,” havde hun hæst hvisket og havde taget fat i sin datters hænder. ”Du må ikke gå fra mig, forstår du ikke det?”
”JEG VIL IKKE MERE,” skreg hun og rev sig ud af moderens greb og tog fat i sin taske. ”Jeg vil ikke, selvom han siger, at jeg skal,” hviskede hun og så på sin mor med opspilede øjne. ”Han siger det er okay, mor. Han siger, at det er okay. Er det?”
Moderen smilede sørgmodigt, mens krystaller glitrende faldt fra hendes pudrede kinder. Hun tog fat i datteren, holdte hende tæt indtil sig og begravede næsen i hendes hår, mens hun hviskede: ”Selvfølgelig er det okay, min skat. Alting er okay, mit lille pus. Jeg elsker dig overalt på jorden, ved du det? Bliv her og så laver jeg en kop te. Alting er helt okay, skal du se.”

Hun lod vinden rive hendes krøllede, lange, brune hår op af hendes halstørklæde, da hun så udover havet med et tilbageholdt åndedræt. Det var så smukt, når solopgangens glans dansede henover det mørkeblå, brusende hav. Mågernes skrig gav stedet denne her vidunderlige, eventyrlige melodi, som kun naturen kunne skabe.
Hun var sikker på, at det hun gjorde nu, var den eneste udvej. Hvad end hun gjorde, var han der altid. I hendes mareridt, i hendes tanker og, værst af alt, i hendes familie. Hun kunne ikke gøre for det, da galden væltede op gennem halsen på hende og sprøjtede ud gennem tænderne. Hun hostede nogle få minutter efter og tørrede så munden i ærmet.
Hun bed tænderne hårdt sammen og tog et skridt frem, mens hun huskede på den allerførste gang det skete. ”Føj, føj forhelvede,” skreg hun til solen, der var ved at forsvinde ned bag havet.

Hun havde været ni år gammel og havde ligget i sin seng, som så mange andre aftener før. Men i stedet for at sove var hun blevet vækket af hendes fader, der var kommet væltende ind i værelset med et legesygt smil om munden og en grøn ølflaske i den anden hånd.
”Hej, lille trold,” havde han snøvlet og var faldet indover hendes seng, mens han grinede op til hende. ”Har du det godt, min skat?”
Hun havde rynket ved lugten af ham og trukket sig hen i hjørnet af sengen. ”Hvor er mor?” havde hun spurgt.
”Mor, mor, mor,” havde han vrænget af hende og voldsomt trukket hende ned under sig med et fast greb i hendes fod. Inden hun havde nået at åbne munden, havde han lukket hendes skrig ude med sine klistrede læber. Bagefter havde han havde holdt hende for munden med den store, knoglede hånd, bøjet sig nedover hende og kigget ind i de vandblå, rædselsslagene øjne. ”Så så,” snøvlede han med et søvndrukkent smil. ”Fars lille prinsesse.”

Hun skreg halsen til blods ud i intetheden, mens den rødlige kugle forsvandt ned bag det nu kulsorte hav, der lignede klistret, skinnende tjære. Hun havde aldrig fortalt det til nogen, men lærerne var begyndt at lægge mærke til, hvordan hun blev mere og mere indelukket og asocial i skolen. Hun holdte op med at deltage i timerne, forberedte sig aldrig og sad mutters alene ved sit bord med en bog i frikvartererne. Lærerne ringede hjem og klagede og skændte, indtil de endda sendte hende op til skolepsykologen for to år siden. Kvinden, som havde bedt hende kalde hende Ditte, havde været sød og forstående, men Ditte fik aldrig noget at vide.
Hun var klogere.
I stedet havde de sagt farvel til hinanden, selvom Ditte havde villet beholde hende lidt længere. Men igen havde hun været klogere. Hun havde stukket Ditte en løgn, smilet og sagt, at alting var helt OK og taget hjem.

”Jeg hedder Ditte. Du hedder Sara, gør du ikke?” spurgte damen med det korte, fine, lyse hår foran hende. Hun sad i en behagelig, læder kontorstol, og pigen, der sad overfor, sad i noget, der mindede meget om det samme.
”Jo,” svarede hun og lod det neutrale, kølige blik møde skolepsykologens undersøgende, men rolige øjne. ”Men det er ikke noget, jeg bliver kaldt.”
”Hvad vil du helst kaldes?”
”Sara.”
Ditte, den lidt for fine dame til at være skolepsykolog, så granskende på hende. ”Hvad bliver du ellers kaldt?” spurgte hun blidt, mens hun smilede betryggende til sin patient.
”De kalder mig Sanna her,” svarede hun tonløst.
”Her? Vil det sige i skolen?” Ditte kradsede noget ned på sin blok.
Lyden af kuglepennen skar ualmindeligt højt i luften.
”Ja,” svarede hun. Lod blikket glide ned af væggene bag skolepsykologen for at kigge nærmere på de flotte, gamle billeder af gårde, hønsehuse og marker. Det virkede slet ikke som om, at hun faktisk sad i et lokale på skolen. Der var en helt anden atmosfære. En mere drømmende, kunne man vel kalde den.
”Kalder dine forældre dig heller ikke Sara?” Ditte havde knebet øjnene lidt sammen, uden selv at lægge mærke til det, hvilket gjorde pigen overfor hende nervøs.
Havde hun nu opdaget noget?
”Ja,” skyndte hun sig at svare. ”Nej, jeg mener nej.”
Ditte smilede, som om hun kunne forstå, hvorfor Sara pludselig var blevet nervøs. ”Så de kalder dig noget andet?”
Hun nikkede igen.
”Hvad kalder de dig, Sara?”
”Mor kalder mig alle mulige ting,” svarede hun og kløede sig på låret. Hendes bukser, som mormoderen havde lappet sidste år, efter at hun var faldet på rulleskøjter, kradsede så ufatteligt meget nogen gange.
”Som hvad?”
”Mulle, nussepigen, skat og så videre. Det kalder du vel også dine børn?” Hun prøvede at dreje samtalen over på Ditte med et skævt smil. Hun gad ikke det her. Hun gad ikke sidde og vide, at man blev analyseret, men man fik ikke at vide, hvilket resultat man var. Det var som om, at hun var til eksamen, og at hun kunne dumpe første gang, hun sagde noget forkert.
”Jeg har ikke,” begyndte Ditte, men tav så pludseligt. ”Nu taler vi om dig, Sara,” smilede hun. ”Hvad med din far? Kalder han dig noget specielt?”
Hun så usikkert på Ditte og vidste ikke, hvad hun skulle svare. Nu var de begyndt at berøre det emne, som hun bevidst havde forsøgt at undgå. ”Ja, selvfølgelig,” skyndte hun sig at udbryde, da hun så Dittes rynkede pande, da hun ikke svarede.
”Og hvad kalder han dig så?”
”Min far kalder mig kun én ting,” svarede hun og forsøgte at få sin stemme til ikke at dirre. Det lykkedes nogenlunde at få den til at lyde ligegyldig, som betød emnet ikke noget. ”Han kalder mig prinsessen.”
Men Ditte havde allerede opdaget hendes fortvivlede blikke og hendes bid i hendes underlæbe. ”Gør han det af en speciel grund?” spurgte hun roligt, mens hun nikkede gentagende gange til Sara, da hun var ved at åbne munden.
”Ja, det gør han,” svarede hun og så derefter ned på hendes foldede hænder.
”Af hvilken grund?”
”Af den grund, at jeg er hans,” hun lagde tryk på ordet ”hans”, ”prinsesse.”
Ditte rynkede igen panden og lænede sig forover, så Sara blev nød til at møde hendes bekymrede blik. ”Har du det godt derhjemme, Sara? Svar mig ærligt.” Ditte blev siddende sådan foroverbøjet uden at blikket veg fra Sara en enkel gang.
Hun mærkede vreden skylde igennem hende iskoldt og hadsk. Troede disse mennesker virkelig, at de ville kunne gøre en forskel, hvis de fik det at vide? Hendes far var udspekuleret, det vidste hun. Han ville sagtens kunne finde ud af denne her knibe. Han var advokat for guds skyld! Den eneste grund til at Ditte sad her, var fordi hun skulle tjene penge, og muligvis fordi hun håbede på, at hendes latterlige spørgsmål ville gøre en forskel. Det ville de ikke. Ditte var bare til besvær.
Hun smilede falskt til kvinden overfor hende. ”Ja, Ditte. Jeg kunne ikke ønske mig en bedre familie, end den jeg har. Mor og far er altid så søde,” løj hun uden at skænke det en tanke. Det havde hun gjort så tit nu, at det ikke længere gjorde indtryk på hende.
Ditte satte sig tilbage i stolen, men man kunne se, at hun stadig tvivlede. ”Hvad arbejder dine forældre som?” spurgte hun venligt.
”Min far er advokat, og min mor er hjemmegående,” svarede hun med et lille smil, som var hun flov over det med moderen. ”Mor kan bedst lide at være derhjemme,” hviskede hun, som var det en hemmelighed kun for de to.
”Åh,” nikkede Ditte og smilte beroligende. Hun havde ubekymret sprunget videre til næste emne. ”Og hvad med skolen, Sara? Hvordan har du det der?”
”Helt fint,” løj hun igen men sukkede så teatralsk. ”Jeg ved godt, at jeg ikke har lavet lektier i lang tid, men jeg har bare ikke haft tid med alle mine venner, forstår du,” undskyldte hun. ”Jeg lover dog, at jeg nok skal gøre det bedre fra i morgen af.”
”Hm,” nikkede Ditte med et forstående blik men lagde så hovedet på skrå. ”Venner siger du?”
”Ja,” smilte hun igen falskt. ”Jeg har masser af venner i kvarteret. Vi går dog ikke på samme skole.” Hun fugtede læberne med tungen og sagde så forsigtigt: ”Jeg har jo ikke noget imod min klasse, Ditte. Jeg synes bare ikke, at vi har så meget tilfælles …”
”Nej … Hvordan har du det så med det? Generer det dig ikke, at du ikke har venner i skolen?”
”Næ,” sukkede hun smilende. Hendes skuespil som den søde, glade pige virkede meget bedre, end den frysende, afvisende, som hun havde været i starten. ”Jeg har det helt fint. Nu hvor jeg er startet i syvende klasse, er det faktisk blevet lidt bedre.” Igen løj hun. Det var ved at blive en vane.
Da Ditte skulle til at åbne munden, kiggede pigen ned på sit armbåndsur og udbrød: ”Nej! Er klokken allerede så mange? Jeg skal jo til aftensmad hos mormor.”
”Klokken er kun halv fire,” sagde Ditte og så forbavset til, da pigen pludselig stod overfor hende med jakke, hue, vanter og skoletaske på.
”Jeg ved det. Men mormor er så gammel, så vi spiser tidligere end andre,” lo hun. ”Farvel, Ditte! Rart at snakke med dig.”
Og så var hun ude af døren.

Hun klemte øjnene i, da vinden rev ubarmhjertigt i hendes hår og bragte vand, fra havets bølger mod klippen under hende, op i hendes ansigt. Hun snøftede i mørket og hørte den hvinende lyd af blæsten, der kastede sig frem og tilbage. Hun tvang sig selv til at åbne øjnene og til at stille sig på kanten af klippen. Hun tog en dyb indånding, kunne lugte saltet fra havet under hende og nød i et øjeblik den eventyrlige melodi, der stammede fra naturen. Hun kastede hovedet bagover, så op i himlen og tænkte på mødet med Ditte. Da hun dagen efter var mødt op i skolen, havde hun fået at vide af sin klasselærer, at Ditte ikke mente, at det var nødvendigt med et ekstra møde.
Hendes forældre derhjemme havde skjult sukket lettet, da hun fortalte det. ”Selvfølgelig gik det godt. Der er da intet galt med vores pige,” havde moderen sagt. Løgn. Løgn baseret på en løgn. Sådan var hendes familie. De lod som om, at alting var normalt, og det var det da også om dagen. Men om natten blev de en anden familie. En familie, der brød loven. En familie, der syntes, at det var okay, at deres datter blev voldtaget både psykisk og fysisk af dem selv. Sådan en familie var de om natten.
Der var ikke nogen, der kendte hendes fader, som ville tro på hende, hvis hun fortalte, hvad der skete inde bag husets mure.  Ikke bare én. Det var derfor, at hun aldrig havde forsøgt sig med at fortælle det til nogen. Folk ville bare tro, at hun var gået fra forstanden. De anså hendes fader, som den mest respektable og venlige mand i området, og hendes moder som den mest barmhjertige og sympatiske. To så perfekte mennesker ville da aldrig, nogensinde kunne gøre noget så grusomt?
Hun lo i et øjeblik en hæs latter, der bar præg af alt det, hun havde været igennem. Hvis de nogensinde fandt ud af, hvem hendes forældre i virkeligeligheden var … Hun lo igen. Det var da ren humor. Hun ville give alt for at se deres ansigter, for at se mændene der holdte deres besvimede koner indtil sig, Ditte der ville få en depression af skyldfølelse over, at hun ikke havde gennemskuet hendes facade eller for at se hendes klasselærer gispe højlydt.
Hun rystede hurtigt på hovedet, prøvede at få de beskidte, hævngerrige tanker ud af hendes hoved. De burde ikke være der. Ikke lige nu. I stedet for, skulle hun tænke gode, positive tanker. Hun ville gerne have, at man fandt hende med et smil om læben. Hvis de altså fandt hende, inden fiskene åd hende. En kuldegysning gennemrystede hendes krop i et par sekunder. Hun håbede, at de ville lide, når de fandt hende. Alle sammen. Det kunne man da kalde en positiv tanke, kunne man ikke? For det var da noget, som hun ønskede sig så inderligt. Måske ikke en sød tanke, men det var da i hvert fald ikke en negativ tanke for hende. Tværtimod.  Hun gøs igen. Det var ved at blive koldt – det var ved at være tid til at sige farvel.

Hun væltede baglæns, da hun ikke havde set stolen bag hende.
Faderen sukkede og gik roligt efter hende. ”Hold nu op. Du ved det ikke nytter noget, lille prinsesse.”
Hendes øjne løb i vand, så hendes syn blev slørret. Hun kom på benene og begyndte at løbe rundt i stuen. ”Mor,” skreg hun, mens hun væltede rundt i et forsøg på at komme væk fra faderen. ”Mor! Hjælp mig,” hulkede hun, da faderen greb udefter hende. Hun for hen mod trappen, sprang hvert andet trin over for så at løbe ind på anden etage og rive fat i døren indtil hendes forældres soveværelse. Den var låst. Den frygtelige kendsgerning af at hendes moder ikke ville komme hende til hjælp, sved langt inde i sjælen. Hun ruskede i håndtaget. Bankede, slog og skreg. Men døren forblev lukket. Faderen kom bagfra, tog et godt tag omkring hendes liv og rev hende med ind på hendes værelse. Hun skreg igen og igen mod hans hånd. Men til sidst holdte hun op, så sandheden i øjnene og lå helt stille under faderen, der svedte, så det drev ned af hans krop og ned på hende. Smerten var hun begyndt at vænne sig efter den aften. Den aften, hvor hun indså, at ingen ville komme hende til hjælp. At hun stod på egne ben nu.

Hun mærkede, at hun græd. Hun tørrede arrigt de forræderiske tårer væk med bagsiden af hænderne. Hun stod på tåspidserne på klippens kant. Hvis hun bare fik en lille smule overbalance, ville hun vælte ned i mørkets, våde, kolde kram. Hun kunne ikke se havet under hende længere, da det var blevet for mørkt. Men hun kunne tydeligt høre dens brusende slag mod klippen og mærke det mod sit ansigt. Vinden sneg sig op langs klippen med sådan en fart, at det fik hendes hår til at stå lige op i luften. Hun væltede bagover i overraskelse. Hun rejste sig dog beslutsomt igen. Tog en dyb indånding og kneb øjnene sammen.
”Farvel mor og far,” hviskede hun.
Hun glippede hurtigt med øjnene, hvorefter hun sprang ud fra klippen med et frygteligt, skærende skrig. Hurtigt blev hun et med mørket.
Plask.

tirsdag den 14. december 2010

Lidt digtning ... igen

Alene i mørket, sort som tjære
Ensomheden skriger, river hjerter til blods
Lyset det blinker, skummelt det lurer,
Nejer i afgrunden, hovedet det dunker
Kulden den fryser, sol på vor kind
Ulven gør hylen, den griner af os

Klemt i spalten, mellem to mænd
Tvivlen den smiler, svider så ondt
Sorgen den gemmes, salt på et sår
Grenen den knækker, sandheden i trøst
Månelys flimrer, vores syn i slør
Ej vi forglemmer, den iskolde høst

Hjemmet det brænder, hjertet bliver flammer
trygheden får kvaler, somheden ledes mistænk
uvidenhed så vidt, kvæles i vor troen
kløen vil kime, ar på en skulder
smerte den vil findes, nydelse bringes i sår
tilliden vil ties, syes med tre sting
Glemmes vil der atter, sandet i bare hænder

onsdag den 8. december 2010

Endnu et digt.

Yes, jeg er altså blevet lidt afhængig af digtning lige pludselig. Det er ellers noget, som er kommet meget pludseligt ... Derfor sætter jeg nu endnu et digt ind, som jeg IGEN skrev i timen. Ups ...

Du er til grin,
så tårerne sner,
og du er til glæde,
så mundene ler,
men aldrig vil du være,
hendes ædle, store herre,
digtet er så småt,
intet værd for dit hof,
men dog skal du bare vide,
at hun aldrig bliver din snehvide.

mandag den 6. december 2010

Lidt følelser ...

Ja, så burde jeg faktisk gå i gang med geografi-stilen, og det gør jeg også snart, jeg ville bare lige sætte to små digte ind, som jeg skrev i dag.

Forbudte følelser

Når du sidder dér og smiler så sødt,
så jeg får lyst til at give dig det aller største møs,
eller når du giver mig kuldegysninger,
så du gør hele verden klam og våd,
så ved jeg,
at du ikke er den rette for mig,
men alligevel sukker jeg,

Når du sidder dér og bestemmer tid og sted,
så vreden leger "banke banke på",
så gør du mig så inderlig tom og kold,
så jeg får lyst til at stoppe op, holde op,
og da går tiden i stå,
og djævlen kommer frem,
han vil gerne lege skjul.

Den Uopnåelige

Han kommer frem som et lynedslag,
hans røst høres som tordenskrald,
og hans tårer bringer storm og ødelæggelse.

Hans latter bringer solskin frem mellem selv de mørkeste skyer,
hans smil tryller regnbuen frem i horisonten,
og hans kys brandmærker utallige pigehjerter.

Han er uopnåelig som det andet solsystem,
han er lige så hurtig borte som blæsten
og værst af alt,
han har krammet på dig.


Måske lidt forvirrende, men jeg er selv ganske tilfreds. Hav en dejlig dag!

lørdag den 4. december 2010

Shoppetur og nu til fest!


Har I ikke haft en viiiidunderlig dag? For det har jeg nemlig. Jeg har i dag, lørdag, været på shoppingtur med min farmor, hvor hun tog mig gennem hele strøget og gav mig en masse lækre ting. Både tøj og sko!

Jeg fik bl.a. en grå-grøn "cardigan" med krøllede ærmer og en skinnende lang guldlynlås i midten.
Så fik jeg et par vintersko, der bare er heeelt fantastiske at gå i. De er sorte, stopper lige under knæet og er lidt lakeret, så de skinner.
Jeg fik også en kort, sort nederdel, der ligner læder, og som stopper omkring livet.

(BIllederne af tøjet kommer i næste uge).

Og så undlod jeg også at købe alt det fede tøj, for jeg har slet ikke nogle ønsker til jul, så der skulle virkelig skrives ned!

Derefter tog min farmor mig på La Glace, hvor hun gav lagkage og chokolade! Mmm ... Det smagte altså bare helt fantastisk. Det er et gammel konditori, der har ligget der i mange, mange år. Et rigtigt hyggeligt sted, hvor ældre kommer med deres børnebørn, eller blot for at mindes de gamle tider.
Det ligger på strøget nede af en sidegade. Hvis du er interesseret i den fulde adresse, kan du bare skrive.
Men i hvert fald et sted, der helt klart, er værd at tage hen til.



Nu skal jeg så over til mine to veninder for at spise og gøre os klar til fest. Jeg glæder mig virkelig til i aften ... Kunne tiden ikke gå lidt hurtigere? Jeg savner dem begge så meget.

Jeg håber viiirkelig, at I får en fantastisk lørdag aften og søndag!


fredag den 3. december 2010

Når kreativiteten kommer snigende på de forkerte tidspunkter ...

Jeg sad i dag i matematiktimen og stortset lavede ingenting. Jeg fejler intet i matematik, og jeg klarer mig da for det meste til 10-taller, men alligevel er der bare nogen gange de dér dage, hvor jeg bare ikke kan eller vil koncentrere mig om tal. I dag var uheldigvis en af dem.
Mens de andre arbejdede løs i deres færdighedsregnings hæfte, sad jeg og skrev i et kladdehæfte, som jeg kun bruger til mine skriverier og tegninger. Her kommer det, som jeg skrev. Det er en masse tanker, som på en måde er personlige og på en måde ikke. Alle teksterne hænger sammen og på en måde alligevel ikke. Se om du selv kan finde rytmen og gøre dig de tanker, jeg har forsøgt at få skrevet ned.

Nu hvor jeg savner og mindes,
elsker jeg dig ikke længere.

At være alene er ikke et tegn på svaghed eller ensomhed,
men et tegn på selvstændighed, styrke og mod.

Nu hvor jeg ser virkeligheden igen,
skærer den umiddelbart ikke så hårdt,
som da jeg slet ikke så.

Et forræderisk kys, du har plantet i mit hjerte, vil muligvis tilgives, men aldrig vil det glemmes.

Omringet er jeg ikke,
men alligevel er jeg kvast,
dog aldrig kan du fange,
den mistroiske hoppe igen.

Du kan tigge, du kan be,
og smile eller le,
men beslutningen den er sat,
fortiden er blot pjat.

Du har tømt mig for hver eneste tåre,
tømt mig for hver en tanke,
du har prøvet at gribe hestens manke,
prøvet at hive i hoppens flanke,
men aldrig vil du møde,
dens kolde røde øjne.

Nu prøvede jeg dog igen,
og slog min højre kind,
overlæben brænder,
hjertet altid banker.

At råbe højt og grundigt,
at skrige sandhedens fejl,
det er som at fortælle,
at livet er baseret på en løgn.

Altid vil jeg fjolle,
altid vil jeg le,
retfærdigheden skal ske fyldest,
nu kommer manden med sin le.

Det var så det, som matematiktimen kom til at handle om. Jeg håber, at I kunne finde rundt i mit digtede rod, og at I kunne forstå og muligvis genkende nogle af de tanker, der står skrevet.

God weekend!

tirsdag den 30. november 2010

Skriveblokade ...

Her er der et lille indlæg, som jeg skrev for nogle måneder siden. Jeg har nemlig siden sommerferien haft en slags "skriveblokade", som de fleste forfattere også har været/kommer ud for. En periode i ens liv, hvor man bare ikke føler, at man kan få sine tanker og ideer ned på skrift. Det der hjælper mig ved at komme videre, er faktisk, at jeg tvinger mig selv til at skrive herinde mindst et indlæg hver anden dag og for det meste et hver dag.

Her kommer sorry et lille stykke, som jeg skrev for nogle måneder siden, hvor jeg skrev alle de tanker ned, der ramte mig om min skrivning:


"Jeg bliver frustreret over ikke at kunne finde de ord, som skal findes, læses og forstås. Jeg bliver frustreret over ikke at kunne fortælle det, som jeg vil fortælle, når det gnaver så dybt inde i mit indre. Jeg hader, at skulle vide, at det er min egen skyld, og at hvis jeg ville, kunne jeg fortælle min historie igen. Jeg giver op, når der i virkeligheden skal kæmpes, og jeg græder, når jeg burde le. Men hvorfor skal alt dette ændre sig? Hvorfor kan jeg ikke få det ned på skrift og lade det være fantastisk som alt andet? Måske fordi der nu er en forskel, og måske fordi, at meget af min ønskede identitet og karriere kræver det af mig - derfor synker jeg, i stedet for at svømme videre. Hvis mine mål pludselig ikke passer længere, så har jeg ikke noget at gå efter, og så vil min verden styrte sammen. Jeg elsker det jo stadig, og jeg ønsker det og brænder så inderligt for det, men samtidig er jeg altid skuffet over mig selv? Og bange. Tænk, hvis alle mine intentioner om at tage forfatterlinien på gymnasiet og læse retorik derefter og til sidst udgive bøger og blive berømt, slet ikke passer til mig længere? Kravene er ikke stillet endnu, men de har heller ikke nogen deadline - så spørgsmålet er ikke om tid, spørgsmålet er om at ville."

Er der andre, der har prøvet at have det på samme måde? ...

søndag den 28. november 2010

Kender du følelsen af skønhed?



Når du sidder der på stenmuren og kigger ud over den isbelagte sø, hvor blade skøjter rundt og skaber denne eventyrlige, vinter melodi; kender du så ikke dén følelse? Følelsen af blot at være en flue på væggen, der slet ikke passer ind i dette store, vidunderlige paradis. Den følelse må du da kende. Gør du ikke?



Når du sidder der på stenmuren og kigger op i den grå, uvelkomne himmel, der græder snefnug, som smelter på dine kinder og lægger en hvid, kold dyne over hele det landskabet. Når vinden hyler sagte i dine ører; kender du så ikke dén følelse? Følelsen af at være en fisk på landjorden. Den følelse må du da kende. Gør du ikke?



Når du sidder der på stenmuren, og kulden tryller perlemorssmilet væk som en kold, syngende lussing, og isen brydes af det skvulpende, stædige vand nedenunder, der derefter slår vrede bølger mod muren under dig; kender du så ikke den følelse? Følelsen af ikke at høre til. Følelsen af, at man ikke længere er ønsket. Den følelse må du da kende. Gør du ikke?

fredag den 26. november 2010

Min fødselsdag ...

I dag og i nat, som det for resten stadig er for at være helt præcis (02:56), holdte jeg fødselsdag for mine tre tætteste og dejligste veninder. Jeg blev 15 år d. 13. nov., og det var det, som vi fejrede i dag – og så selvfølgelig en undskyldning for at gå lidt tidligere fra skole og have det sjovt, mens lærerne og lektierne kunne rende os et vist sted.
Vi startede med at bowle i DGI byen, hvor jeg vandt første sæt, og i andet sæt slet ikke ramte nogle af de pokkers, åndssvage kegler. Derimod vandt min veninde, Priyanka, andet sæt. TILLYKKE til hende … Hvis det faktisk skal nævnes, så drak vi os også fulde i sodavand og fanta, der resulterede i, at vi måtte tage bussen hjem.
Efter den lange, hårde og kvalmende bustur, stod vi af på trianglen, hvor Alma og Marie Louise gik hjem til Marie Louise for at hente nattøj, som de faktisk glemte og én sovepose, fordi alma havde glemt sin, og Marie Louise havde glemt, at hun kun havde én. Kloge piger. Men misforstå dem nu ikke … inderst inde – dybt, langt inde – er der intelligens. Tror jeg … Det samme gælder Priyanka, der også havde glemt nattøj og sengetøj. KLOGE, dejlige piger.
Imens Alma og Marie Louise var ovre for at glemme og hente ting, stod jeg og Priyanka i blogbuster, hvor vi brugte hundrede år på at finde filmene Forbandelsen 1, The Wolfman og The Wild Child. Da vi endelig fandt dem, havde vi haft fat i personalet to gange, og gennemgået hele forretningen – også børneafdeling, og de steder, hvor man faktisk skulle købe filmene. For tænk nu, hvis nogen havde stillet dem et forkert sted? Tænk nu?
Herefter tog vi bussen hjem til mig, efter at vi havde prøvet med utallige forsøg på at leje film uden et blogbuster kort. Da vi ankom til mit hjemsted – min station, gik vi over i grønthandleren på hjørnet og købte 2 x chips, 2 x blandet slik, cola, popcorn, chokolade og M&M’s. Mums, siger jeg bare. Allerede der, havde vi brugt lidt for mange penge, men altså – det er sgu ikke hver dag i niende klasse, hvor vi går tidligere fra skole og spiser og drikker os mæt og fuld i alting; er det vel?
Herefter gik vi hjem og dansede for fuld skrue, mens vi skreg og lo, som tosser, som hele nabolaget nok ville have kaldt os. Vi optog videoer, delte åndssvage, sjove hemmeligheder om barndommens fortider og greb os om maverne af glubsk sult efter mad.
Herefter huggede vi flere penge fra mine forældre og gik ned på et pizzeria og købte burgers og pomfritter. Da vi havde spist der, gik vi hjem igen, hvilket resulterede i, at en af mine veninder smurte læbepomade på læberne på en meget ironisk, sexet måde, mens hun kiggede en fyr i øjnene, der stadig sad derinde med et stort påklistret smil. Vi løb grinende vores vej, kastede med sne, fik kasseret nogle våde vaskere og endte stivfrosne, røde og leende hjemme hos mig igen.
Kort efter hentede vi madrasser hos nogle venner i nabolaget, gik hjem, satte os foran fladskærmen og tændte for gyseren. Øredøvende skrig, og sange for at holde gyseren ude, fyldte huset så intenst, at vi muligvis kunne have skabt elektricitet. Mennesker er jo rent faktisk strømledende …
Derefter satte vi to andre film på, hvor den ene hakkede så meget, at vi opgav at se den, og til sidst men ikke mindst, redte vi senge op inde på mit værelse og lagde os til at snakke. Citater som:
Vi er ikke sådan nogle pornostjerner, okay?..HOV jeg vil hedde miss kinky82, woow lækkert!” – Alma

Må jeg lugte til din armhule, alma? det er yderst tilfredsstillende." – Marie Louise


”ARGH. tænd for lyset Miranda! Coyotito er udenfor.” – Priyanka


blev udleveret, så vi grinte og grinte, til øjnene nærmest løb i vand. Og ja, nu sidder jeg her med computeren på skødet og kigger ned på mine tre søde, englebasser, der trygt ligger og sover med åben mund og polypper. Snorken og åndedræt fylder rummet, og snart vil mit føjes til alle lydene.


Godnat, alle sammen. Jeg håber, at I har fundet mit indlæg sjovt!

tirsdag den 23. november 2010

At forsøge sig med digtning ...

Jeg påstår overhovedet ikke, at jeg kan digte eller vurdere andres værker indenfor digtning – på det område er jeg lige så blank, som en dykker er omkring en brandmand. Måske endnu blankere …
Alligevel har jeg forsøgt mig med nogle digte, som jeg vil sætte ind i dag. De er måske ikke de mest flydende eller mest svære digte i hele verden, som I ville kunne læse, men der er rytme og muligvis lidt rim, og så er jeg egentlig godt tilfreds med mig selv.
Digt:
Nu sidder vi her os to,
Jeg rækker ud efter din mund,
Rækker ud efter din krop,
Men hvor end mine fingre når,
Er der kun kold luft,

Du siger, du elsker mig,
Jeg siger, jeg elsker dig,
Men når jeg så har brug for dig ,
Er der kun kold luft,

Nu sidder vi her os to,
Du rækker ud efter min mund,
Rækker ud efter min krop,
Men hvor end dine fingre når,
Er der kun kold luft,

Jeg siger dig nu min skat,
At legen stopper her,
For nu skal du vide en ting,
Jeg elsker dig ikke mer’

Haiku digt:
Et jordbær let på
tungen rød som blod, smager
altid kønt og sødt

Haiku digt:
bag en skrøbelig
tåre, så smuk, skjules der
en grim historie


Det var alt for denne gang, desværre. Jeg håber, at I kunne lide mine digte, selvom de måske ikke lige topper hitlisterne!

Hav en god aften.

mandag den 22. november 2010

Samfunds lektie - ansøgning ... GAB!

Ja, her i dag, begyndte jeg så på min samfundslektie, der gik ud på, at jeg skulle skrive mit eget CV(gerne opfundet) og ansøgning til et job. Jeg valgte at søge jobbet "freelanceforfatter", som jeg fandt på jobindex, og nu vil jeg gøre mig den ulejlighed at kedeliggøre jeres hverdag endnu mere ved at sætte min ansøgning ind! Enjoy ...

Ansøgning som freelanceforfatter

”Luften slår varme vinde mod mit solbrændte ansigt og løfter blidt op i mit sorte, lange hår. Udsigten udover bugten i det fjerne og bjergene, der omkranser restauranten, er fantastisk. De rødmalede læber skilles, da jeg løfter den skinnede, sølv gaffel op til læberne med pastaen. Duften af krydderierne når mine næsebor og stilheden brydes af et enkelt dybt suk. Munden lukker sig om gaffelen, og den eneste lyd, der kan høres, er tændernes ridsen mod gaflen og bølgernes skyllen mod bredden. Mågernes skrig vækker solopgangen til live, og pludselig slår den røde og orange farve så kraftigt ud, at jeg må skærme med mine hænder mod lyset for ikke at blindes. En tjener kommer gående hen mod mit bord og smiler venligt, hvorefter han graciøst hælder rødvinen op i det skinnende glas, der afspejler den orange og røde glans.”

-          Sådan kunne indledningen til en beskrivelse f.eks. af Sardinens dejlige kystområder skrives.

Efter at jeg har boet i et halvt år i Sardinen og Lissabon, kender jeg meget til deres folkefærd, kultur og baggrundshistorie. Jeg kender alt fra deres nationalretter til de Michelin-restauranter, der ligger på øen.

Jeg taler også flydende italiensk og er af italiensk afstamning.

Jeg har altid været meget pligtopfyldende, målrettet og ambitiøs, og det er med til at gøre, at jeg den dag i dag altid får at vide, når mine skriveværker skal bedømmes, at jeg skriver indlevende, inspirerende, skarpt og med få præcise virkemidler.

Jeg læser tre til fire bøger om ugen, som derfor er med til at forbedre, forny og gøre mit ordforråd bredere. Derefter skriver jeg anmeldelser af bøgerne og lægger dem ud på min blog på internettet, hvor i alt jeg har syvogtres læsere.

At kunne få dette job som freelanceforfatter ville ikke bare være et arbejde; det ville være en uforglemmelig rejse.

-          Jeg ser frem til at høre fra jer og håber at måtte komme i betragtning til stillingen.

Med venlig hilsen
Miranda N. Bizzarro


Og så fordi jeg ikke har så meget andet at skrive, vil jeg lige sætte et billede ind, som jeg i dag tog med mit webcame!



søndag den 21. november 2010

Jeg og Harry Potter ...

Harry Potter har været med til at gøre mig til den, som jeg er den dag i dag. Jeg ved, at jeg lyder som en eller anden åndssvag fan, der desperat håber på en dag at kunne få chancen for at møde nogle af skuespillerne senere i mit liv. Sådan er det ikke.
Da jeg var tolv eller tretten år, begyndte jeg at læse Harry Potter serien af J.K. Rowling på dansk. Historien var utrolig dårlig oversat og meget letlæseligt, så jeg slugte hele serien på knap to uger. Selve sproget var ikke videre fantastisk, og ordforrådet kunne svare sig til min lillebrors på ni år, så jeg var ikke synderlig fan på det tidspunkt. Alligevel var jeg grebet af ideen om, at der fandtes dette fremmede, eventyrlige og magiske univers – HP-universet i vores kedelige hverdag.
Jeg begyndte efter nogle dage at researche lidt på nettet om bøgerne, og helt uvidende kom jeg ind på en hjemmeside – www.diagon-alley.dk -, der omhandlede HP-fanfictions (Fiktion om HP-universet skrevet af fans). Da jeg selv var begyndt at skrive i elleveårsalderen, meldte jeg mig straks ind og begyndte at skrive fanfictions, der omhandlede denne magiske verden. Jeg begyndte at læse de andre brugers fanfictions og gav dem kritik og ros tilbage for deres indlæg, lige såvel som de gav mig. Efterhånden blev jeg en bruger derinde, som næsten alle kendte til. De, der var populære derinde(havde historier, der toppede hitlisten), begyndte at skrive kommentarer til mine historier, og selvom det lyder ligegyldigt, gjorde det, at jeg skrev og skrev hver eneste dag for at opnå respons fra disse ”kendisser”.
På et tidspunkt lå alle mine fanfictions på et læsertal fra 350-1500. Mange bliv mine faste læsere og kommenterede på mine historier, hver gang jeg opdaterede.  Jeg fik 2-5 kommentarer på hvert indlæg, og hurtigt havde jeg i alt samlet 167 kommentarer sammen. Jeg var stolt som bare pokker.
Da jeg blev 14, havde jeg et større ordforråd, bedre grammatik og bedre sans for beskrivelser og udtryk i det skriftlige i skolen end de fleste af de andre fra min klasse. Mine karakterer steg gevaldigt, og jeg blev utrolig selvsikker i fag, hvor vi skulle diskutere, argumentere og reflektere. På det tidspunkt, havde jeg udviklet mig ufatteligt meget fagligt, og det var kun fordi, at jeg var begyndt at læse Harry Potter serien.
I dag gør det også, at jeg har langt større respekt for Harry Potter serien, fordi jeg har fået et langt dybere indblik i rollerne som f.eks. James Potter, Sirius Black og Peter Pettigrew på www.diagon-alley.dk , og det har gjort, at jeg i dag er en trofast fan af både filmene og bøgerne - måske ikke top10 fan, der har plakater over det hele af skuespillerne på min væg, men jeg er og vil altid være en taknemmelig fan.
Hvis det ikke var for dette fantastiske univers, som J.K. Rowling fandt på i et tog, kunne jeg ikke skrive og tale, som jeg gør den dag i dag.
Dette var mere et indlæg om mig selv, end til jer læsere; men jeg er glad for, at jeg har lagt det ind, så I kan læse det og forstå, hvad jeg mener, ser og føler for dette emne.
Tak.
Tom Felton (L-R) Actors Freddie Stroma, Bonnie Wright, Daniel Radcliffe, Emma Watson, Rupert Grint and Tom Felton attend the "Harry Potter and the Half-Blood Prince" premiere at Ziegfeld Theatre on July 9, 2009 in New York City.

lørdag den 20. november 2010

Mine must i mit liv ...

Alle har brug for forskellige ting i deres liv, for at de kan og vil være lykkelige. Nogen mener kærlighed og penge, andre mener noget helt tredje.

En af de ting, som jeg har brug for i mit liv for at kunne være lykkelig, er, latter. Sprudlende, hæs, kvækkende eller brølende latter. Jeg er ligeglad hvordan og hvorledes, det lyder. Jeg har bare brug for at grine og se andre grine for at kunne være lykkelig.

Heldigvis, siger man jo, at det at grine er sundt.

Her kommer et par billeder af de personer, der altid kan lysne min grå, travle hverdag op. Ægte venner, er hvad jeg kalder dem.




























I bringer altid et godt grin frem på mine læber!

Min identitet?

Mange vil mene, at det at skrive, er, en kedelige, nørdet ting for stupide, gryntende børn, der sidder på første række i folkeskolen i skjorter, der er stoppet ned i bukserne, hvor cykelspænderne stadig sidder. Mange vil mene, at det at interesse sig for det skriftelige og drømmen om at udgive bøger er en tosset, røvsyg idé, som kun dem, der har fået for meget hjerne og for lidt hjerte er interesseret i.

Jeg ikke en af "de mange", og jeg er heller ikke "nørden". Jeg er hende, som er præcis som alle andre og alligevel ikke - jeg er mig selv, ligesom han, den, det og du er.

Vi er alle mennesker med forskellige interesser, og alle har deres egne meninger og holdninger - måske bliver de ikke altid hørt, men de er der. Hvis du vil respekteres af andre, må du også selv respektere dem.

Livet er en stor, snoet vej med mange forskellige sidestier, men det er op til dig selv, hvilken retning du vælger - også selvom alle dine venner vælger Kirsebærstien. Hvis du vil gå langs Østerbrogade, så gør du skam bare det; men husk på, hvad der er rigtigt og forkert.

Jeg har valgt drømmens hovedvej som så mange andre, men jeg har valgt min egen retning - en retning, som ikke mange vælger eller synes lyder interessant eller svær. En let, kedelig retning, ville de nok kalde den.

Jeg kalder det min vej. The Bizzarro's vej. For jeg, jeg elsker at skrive. Og det er det, som min blog kommer til at handle om. Mine skriveværker, mine mål, og de ting, som folk tænker om det.

Jeg håber, at du vil følge med.